23948sdkhjf

Ny grossist i motorsport

Der er faktisk penge at hente i motorsport - også selv om man ikke hedder Magnussen til efternavn. Hør hvad folkene bag Jocks vurderer.

GROSSIST Hvor går man hen, hvis man mangler en turbo til en bil på værkstedet? Spørger man William Guldager og Claus Zibrandtsen, lyder svaret med al sandsynlighed: "Jocks!"

Virksomheden skal relanceres, og første skridt blev taget for et lille år siden, da Claus Zibrandtsen købte den af den tidligere ejer.

Driftingkammerater
Claus Zibrandtsen er adm. direktør i virksomheden InQvasion, der blandt andet investerer i startups, og siden juni sidste år har han så dertil kunnet kalde sig for ejer af Jocks. Han har også købt konkurrenten Autoslanger.dk, hvor den forhenværende ejer, Benjamin Mussmann, fortsætter med den daglige drift.

William Guldager, som Claus Zibrandtsen kender fra driftingmiljøet, er ansat som direktør med ansvar for den daglige drift, i Jocks.

Med købet de to virksomheder har Claus Zibrandtsen sat sig på en betydelig position i et nichemarked, hvor den største konkurrent er udlandet.

I de første tre måneder af 2019 har Jocks omsat for 1,3 mio. kroner, og Autoslanger.dk det samme. Det vækker optimisme hos William Guldager, der påpeger, at der endda er tale om off-season.

For det er først nu, hvor foråret er kommet, at racerbilerne for alvor skal luftes. Og det er også først for nylig, at første af i alt fire løbsweekender i den nye nationale driftingserie løb af stablen. En serie, der meget vel kan kaste omsætning af sig.

- Når du kører race, så går tingene i stykker. Vi kører jo selv race, og jeg ved ikke, hvor mange dæk vi bruger på en weekend, og det sælger vi også, siger direktøren, der selv deltager i den nye serie.

Kvalitet og kundeservice
Konceptet for det nye Jocks er simpelt.

- Vi vil gerne sælge kvalitet. Vi gider ikke billigt crap, siger William Guldager og forklarer, at kundeservice er det andet aspekt, man vil slå sig op på:

- Der er kun én, der kan være den billigste, og det er ikke det, vi slår på. Selvfølgelig skal prisen være fair og konkurrencedygtig, men det som Jocks gerne vil være, er et sted, der er tættere på kunden.

Forretningen, der har til huse i Formulas gamle hovedsæde i Allerød, er dog ikke tænkt som en fysisk butik, om end man meget gerne må kigge forbi, påpeger William Guldager.

Kundeservicen er mere tænkt som imødekommenhed og hurtig levering, hvor ordrer sendes afsted samme dag, som de bestilles.

William Guldager mener desuden, at der er langt mellem de gode eksempler på ordentlig servicering.

- Folk er overraskede bare over det, at vi tager telefonen, siger han.

Planen fremadrettet
Han fortæller, at Jocks og Autoslanger.dk allerede dækker driftingmarkedet fuldstændigt.

- Det næste skridt bliver formentlig enten historisk race, rally eller drag, men det er ikke besluttet endnu, siger han og fortæller om status på det mere langsigtede perspektiv, hvor konkurrencen med udlandet skal tages op:

- Vi har også udenlandske ordrer, men vi skal først have styr på det danske marked, og så er det helt klart udlandet derefter.

JOCKS

Sælger stylings- og tuningsdele til biler. 

Har eksisteret siden 2007 og peakede i 2015, hvor man bl.a. havde et pro driftinghold, der kørte Europa tyndt. 

Claus Zibrandtsen købte i juni 2018 virksomheden af Kim Sømod, der ikke længere kunne lægge den fornødne tid i driften. 

William Guldager er ansat som direktør i Jocks og har ansvaret for den daglige drift. 

Sidenhen har Claus Zibrandtsen også købt konkurrenten Autoslanger.dk, der har til huse ved Skanderborg. Den drives stadig selvstændigt af den tidligere ejer, Benjamin Mussmann. 

Claus Zibrandtsen er til daglig CEO i InQvasion, der blandt andet investerer i startups. Han er søn af Niels Zibrandtsen, der blev milliardær, da han i slutningen af 2016 solgte livsværket, IT-virksomheden Global Connect. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125