23948sdkhjf

Teknik-dag trak folk og gentages i juni

62 branchefolk deltog i træf om teknologi omkring udstødning, filtre og emissioner. Nyt gratis seminar i Aarhus til juni.

VIDEN Diagnose af biler, udvikling og rensning af partikelfiltre, vejside-målinger og snyd med NOx-målinger målinger er blandt emnerne, når et seminar gentages 4. juni hos Teknologisk Institut Aarhus. Forleden trak arrangementet i Taastrup 62 deltagere, og det er Flemming Nøhr fra firmaet MT Filter, der har stået bag dette initiativ siden 2005, godt tilfreds med.

Hvert år er konceptet, at der indbydes seks talere om aktuelle emner. Gennem arrangementets 14 år har fokus ændret sig fra miljøzonernes oprettelse i 2008 over udviklingen i euronormer og dermed teknologi, til dagens teknologi og herunder udfordringerne med servicering af de nu meget komplicerede emissionssystemer.

Gennem årene har der været mere end 1000 deltagere. De første 10 år blev arrangementet afholdt af MT Filter på DTU i Lyngby, men er nu flyttet til Teknologisk Instituts faciliteter.

- Det kræver selvfølgelig nogle ressourcer at stå for arrangementet hvert år, men dels er det jo mit fag, og dels er det tilfredsstillende, når så mange vil komme og deltage. Det har været en stor hjælp at samarbejde med Transportens Innovationsnetværk, TINV, og at kunne benytte deres setup lige fra promovering af arrangementet, tilmelding/registrering og praktikaliteter og ikke mindst at kunne mødes med branchen i så relevante omgivelser som hos Teknologisk Institut. For eksempel ser vi også, hvad der foregår i deres motor-laboratorie, siger Flemming Nøhr.

Temadagene har altid været afholdt som et åbent arrangement, hvor alle kan tilmelde sig gratis. Indlægsholderne stiller også op uden betaling. Sigtet med dagen er at informere bredt om aktuelle emner og dermed tilgodese både dem med teknisk indsigt og dem med erfaring fra værkstedsgulvet. Da partikelfiltre i dag er monteret på alt lige fra personbiler, busser og lastbiler, samt også på entreprenørmaskiner og til dels på landbrugsmaskiner, er der emner der som dækker bredt. I år er emnerne fordelt således: 

Elektro Partner: Frederik Jakobsens emne er kompleksiteten i at diagnosticere på bilerne. I takt med udviklingen af motorerne er kravene til værkstederne steget tilsvarende, og det stiller store krav til mekanikerne om at kunne bruge og ikke mindst tolke, hvad testerne viser.

Mercedes Danmark: Morten Østergaard-Hansen gennemgår de nyeste lastbiler med euro VI filtre og viser som eksempel, at der skal 20 nye euro VI lastbiler til at modsvare forureningen fra én ældre euro I lastbil. Endvidere også Mercedes’ program af eldrevne, kommercielle køretøjer.

Teknologisk Institut: Sten Frandsen viser nogle eksempler på, hvordan der snydes, så bilens NOx reduktion ikke fungerer, og hvordan det har udviklet sig til at være ret svært at gennemskue. Og som noget helt nyt viser TI såkaldt Remote sensing, hvor køretøjers udstødning kan måles, når de kører forbi et måleapparat i vejsiden.

MT Filter: Flemming Nøhr orienterer om, hvordan man kan rense filtrene, lige fra de gamle mere simple filtre til de nyeste euro VI systemer. MT Filter har specialiseret sig i at renovere systemerne, hvis de har defekter, som der vises flere eksempler på. Endvidere får man en advarsel mod at få skyllet euro IV og V NOx katalysatorer.

FDM: Lone Otto gennemgår de fremherskende testmetoder, hvor målet er fælles og forståelige tests i EU. Udover udledning af gasser og partikler kommer nye begreber til såsom: støj-emission, energieffektivitet og livscyklus.

Purefi: Mende Trajkovski gennemgår mulighederne for at opgradere lastbiler og busser fra euro IV, V og eev til euro VI emissions niveau. Der vises flere eksempler på køretøjer og entreprenørmaskiner med påmonteret opgraderingssystem og tests af udledningsniveauer.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.128