Derfor trækker retssager ud

JURA Jeg var - som så ofte før - i retten i mandags med et medlem. Sagen i sig selv var ikke voldsomt stor, rent økonomisk, men ikke desto mindre havde den fyldt meget i medlemmets bevidsthed. Det havde den givetvis også for modparten, der også var repræsenteret af en advokat. Ovenikøbet havde sagen været undervejs i retssystemet siden november 2017; dvs. ca. 1,5 år.

Er det ikke alt for længe, tænker du måske - og jo; det er længe - og måske også alt for længe, men som advokat er jeg ikke overrasket, for ting tager tid i det danske retssystem. Men hvad sker der egentlig i den tid, en sag verserer ved retten? Og hvorfor tager det så lang tid?

Det kække svar er: det er fordi, der er advokater involveret. Og når der er advokater involveret, er der ofte også salærkroner involveret - jo længere sag, jo flere penge... Men når det sagt, så handler det også om, at formålet med at gå i retten er, at få sagen oplyst så korrekt som muligt, så dommeren kan afsige den mest korrekte dom. Det er i hvert fald min - og mange andre advokaters - holdning.

Retssager for begyndere
Enhver retssag starter med, at den, der har et krav - uanset om det er et pengekrav eller andet - udarbejder en stævning. I stævningen skal begge sagens parter oplyses så præcist som muligt. Den part, der indgiver stævningen kaldes sagsøger, og det volder sjældent de store problemer at anføre ham. Man ved godt, hvem man selv er.

Modparten - sagsøgte - er derimod ikke altid så let at definere. Hvis man som virksomhed har udstedt en upræcis faktura, der eksempelvis kun anfører, at det er "Bagerhuset", der skylder pengene, kan man ikke bare anføre "Bagerhuset" som sagsøgte. Så må man finde ud af, hvilken virksomhedsform, "Bagerhuset" drives i (enkeltmands, ApS, A/S, IVS e.lign.), og også dets cvr. nummer. Denne undersøgelse kan til tider være rigtig svært at udføre, og derfor kan det kun anbefales at være omhyggelig med at få kundens fulde navn, adresse og øvrige oplysninger, herunder cvr. nummer, allerede når arbejdet udføres. Det sparer meget arbejde efterfølgende.

Stævningen skal indeholde en påstand - dvs. beskrivelse af, hvad man ønsker at opnå; en beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder og en juridisk begrundelse for, at man skal have medhold (de såkaldte anbringender).

Som sagsøger skal man også gøre sig overvejelser om, hvilke beviser, man ønsker at føre og hvilke forslag til behandling af sagen, man har. Beviser kan være dokumenter (fakturaer, e-mails, arbejdsbeskrivelser m.v.) og forklaringer fra såvel parter som vidner. Forhold vedrørende sagens behandling kan være behov for at indhente en sagkyndig erklæring, lade sagen henvise til Ankenævn for Biler eller lignende.

Når stævningen er modtaget hos retten, skal stævningen forkyndes, dvs. sagsøgte skal officielt have oplyst, at han er sagsøgt. Det kan ske på forskellige måder, men allerede her kan sagen trække ud, hvis det ikke er muligt at finde sagsøgte. Forkyndelse kan i praksis tage flere måneder.

Sådan forholder sagsøgte sig
Når sagen er forkyndt får sagsøgte som udgangspunkt 14 dage til at indgive sit svarskrift. Heri skal han - som ved stævningen - nedlægge en påstand (oftest om frifindelse), komme med eventuelle supplerende oplysninger til sagens fakta og afslutningsvist også begrunde sin påstand juridisk.

Sagsøgte bør også fremsætte bemærkninger om beviser og sagens behandling. Hvis sagsøgte vælger en advokat vil denne ofte bede om - og få - en udsættelse til at indgive svarskrift. Det giver mening, fordi advokaten så kan nå at læse sagen igennem, drøfte den med sin klient og udarbejde svaret.

Herefter indkalder retten ofte til et telefonisk retsmøde, hvor sagen drøftes igennem. Det primære formål med mødet er at få planlagt sagens videre forløb - hvem vil indgive flere skriftlige bemærkninger og hvornår. Hvis der er behov herfor, vil der også på dette møde blive aftalt proceduren for indhentelse af en sagkyndig erklæring.

En sagkyndig erklæring er nødvendig, hvis parterne er uenige om, hvorvidt et faktisk forhold er på den ene eller den anden måde. Det kan være, at parterne er uenige om, hvorvidt en faktura er rimelig i forhold til det udførte arbejde, om arbejdet er udført korrekt eller om en solgt bil er mangelfuld. I så fald skal en uvildig sagkyndig besvare en række spørgsmål, som parterne har udarbejdet, og som kun må have til formål at belyse fakta i sagen. Den sagkyndige må altså på ingen måde udtale sig om juraen i sagen.

Det sjove i retten
Når sagen er forberedt færdig af parterne - dvs. at de ikke har mere at tilføje til hverken fakta eller juraen - så skal sagen hovedforhandles. Det er den dag, hvor parterne mødes i retten foran dommeren, der hører forklaringerne fra både parter og vidner.

Afslutningen på hovedforhandlingen er advokaternes procedurer - og det er her, at det er sjovt at gå i retten. Det er i proceduren, at advokaterne i frit foredrag med store ord, domshenvisninger og alenlange enetaler kan forsøge at overbevise dommeren om, hvorfor netop deres part skal have ret. Det er dog væsentligt at påpege, at der ikke må komme noget nyt frem under proceduren - advokaten må altså ikke komme med et nyt argument her. Så har modparten jo ikke en chance for at undersøge dette nærmere.

En sag uden sagkyndig erklæring, vil typisk blive hovedforhandlet mellem 6 og 12 måneder efter stævningens indgivelse. Er derimod behov for en sagkyndig erklæring, så kan dette processkridt i sig selv forlænge sagen med op mod 4-6 måneder.

De lange berammelsestider beror til dels på retternes interne systemer, og i den forbindelse skal det påpeges, at hver dommer højst kan have 2 sager på om dagen - én om formiddagen, og én om eftermiddagen. Derudover kan dommerne jo ikke have 2 sager hver dag, da de også skal forberede sig og deltage i fx telefoniske retsmøder m.v.

Alt i alt: Det kan virke ekstremt langtrukkent at føre en retssag, men i langt de fleste sager, skynder alle sig, så meget de kan - håber vi i hvert fald.