23948sdkhjf

Mobile malerkabiner ikke en snuptags-løsning

AutoBranchen Danmark ønsker at nuancere debatten om mobile malerkabiner efter artikler i Motor-magasinet.

KOMMENTAR Nogle kan måske få den opfattelse, at opstilling og brug af en ny type mobile kabiner er en snuptagsløsning. Det er langt fra tilfældet, mener AutoBranchen Danmarks Videncenter, efter at Motor-magasinet bragte en række artikler i udgave 12 den 29. marts på autolak-temasiderne. Anledningen for omtalen er en igangværende høring om de nye malerkabiner.

AutoBranchen Danmark, der hver uge besøger og rådgiver autolakerere i at få en bedre forretning, vurderer løbende ny teknologi, som eksempelvis kan sænke energiforbruget, gøre forretningen mere rentabel eller gøre arbejdsholdene bedre.

Efter at have læse artiklerne mener Nicky Bobak, leder af AutoBranchen Danmarks Videncenter, at betegnelsen "mobil malekabine" kræver en nuancering.

Ikke et popup-telt

- Udgangspunktet for artiklerne i Motor-magasinet er, at her er en teknologi, som nærmest kan foldes ud i løbet af nogle få minutter og med ét vil gøre mere traditionelt autolakereri utidssvarende. Det er ikke tilfældet. For der er grænser for hvor mobile, kabinerne kan blive. Desuden bør det nævnes, at kabinerne koster en del, og at de ikke blot foldes ud på ti minutter. Det er en lidt større proces, forklarer Nicky Bobak.

Det skyldes først og fremmest, at kabinerne har fast gulv. De har et avanceret udsugningssystem, og i nogle tilfælde kan procesvarmen genanvendes, så det samlede energiforbrug nedbringes til glæde for autolakereren eller virksomhedsejeren. De kan også købes med et tilhørende blanderum.

Hopper ikke over lave gærder

- Det betyder, at kvaliteten på mange planer kan måle sig med lakererier. Men det skal bare ikke fremstilles som om, at de mobile kabiner springer over, hvor gærdet er lavest. De kræver lidt opsætning, men kan så i øvrigt kodes til præcis den proces, lakereren skal i gang med, eksempelvis sprøjtearbejde eller slibning, siger Nicky Bobak og fortsætter:

- Desuden ser vi ikke på de her kabiner som en måde at underbyde den eksisterende branche på. Man bør i stedet vende den om og kigge på, hvordan kabinerne måske kan bruges til at forbedre forretningsvilkårene og arbejdsbetingelser blandt vores autolakerere. Måske kan det fungere for ens forretning. Måske kan det ikke. Men vi er åbne over for, at muligheden bør være der, siger Nicky Bobak.

Ny bekendtgørelse helt oplagt

Med de forbehold til mobile kabiner in mente hilser AutoBranchen Danmarks Videncenter en ny værkstedsbekendtgørelse, der er i høring, velkommen. Så længe de mobile kabiner opfylder, eller i flere tilfælde overgår, eksisterende regler, er det godt, hvis lakvirksomheder får flere muligheder for at drive forretning gennem mere tidssvarende lovgivning anfører videnscentret.

- De mobile kabiner kan eksempelvis bruges, hvis et eksisterende lakereri skal renoveres eller ombygges. I den periode kan en fuldt funktionsdygtig mobilkabine med det rigtige filter, udsugning og udformning holde gang i forretningen. Det er vigtigt i en hård og konkurrencepræget hverdag, forklarer Nicky Bobak.

Det er blot et af flere eksempler på, hvor mere tidssvarende lovgivning vil give rigtig god mening, mener lederen af AutoBranchen Danmarks Videncenter.

- Det er klart, at når bekendtgørelse 302, som Arbejdstilsynet, og dermed branchen, indretter sig efter i dag, ikke er opfrisket siden starten af 1990’erne, er teknologien et helt andet sted i dag, siger Nicky Bobak. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125