? Bilforhandlerne er ved at planlægge påskesalget. Hvilke mærker og modeller vurderer du vil hitte?
! Jeg er meget spændt på, hvordan påskehandlen spænder af set i lyset af al den palaver, der har været omkring WLTP. Det er mit indtryk, at mange danskere, godt hjulpet på vej af opfordringer fra bilreklamer, har fremrykket deres bilkøb i forventning om en prisstigning pr. 1. april. Men den udebliver jo formentlig efter Folketingets beslutning om at forlænge overgangsordningen og derved udsætte de afgiftsmæssige konsekvenser ved WLTP. Det, jeg er helt sikker på i forhold til, hvad der hitter, er at interessen for elbiler og pluginhybrider vil fylde langt mere end vi oplevede sidste år. Desværre har mange fabrikker svært ved at følge med efterspørgslen med lange leveringstider til følge, så vi vil ikke helt kunne tage de faktuelle salgstal som udtryk for interessen.
? Er det nok at lokke med gratis påskeæg, eller skal der mere til at få folk forbi bilforhandleren?
! Især når det er ferietid, hvor familierne typisk foretager sig ting sammen, så er det en god idé for bilforretningerne at byde på noget udover det bilnørdede, så også børn og andre sjæle med knapt så meget bil-entusiasme kan underholde sig. På biltorvet.dk ser vi traditionelt en stigende trafik op mod Påske, og meget tyder på, at folk tjekker biler ud og orienterer sig på nettet, før de går ud i butikkerne. Så bilforhandlere skal huske at bruge de digitale kanaler for at lokke kunderne til. Her spiller forhandlernes egne hjemmesider en vigtig rolle. Mange forhandlere bruger Biltorvets bytteprisberegner og lokker kunder til med en gratis og uforpligtende vurdering af byttebil. Og så bruger mange bilforhandlere Facebook aktivt. Flere og flere bilforhandlere benytter sig af vores funktionalitet til at få alle deres bilannoncer automatisk over på Facebook fra deres hjemmeside. Begge steder kan man så reklamere for sine påske-arrangementer. Mange kunder vil i deres digitale forberedelser rette henvendelse til en eller flere forhandlere, og netop her op til Påske er det oplagt at bilsælgerne for responderet og lavet en aftale med kunden. Heldigvis ser vi generelt i AutoDesktop at bilsælgerne er blevet ganske gode til at konvertere digitale henvendelser til aftaler om prøvekørsler og tilbud.
? Hvor stor betydning har vejret for en velbesøgt påskekur?
! Vi har tit oplevet, at alt for godt vejr i Påsken holder folk hjemme i haverne og væk fra bilforretningerne. Faktisk er det bedste en rigtig omgang rusk og regn, for så kan påskeferien bedst fordrives med bilshopping. Rigtig godt vejr holder også folk væk fra de digitale kanaler, kan vi se.
? Der er skabt en masse usikkerhed om priserne grundet WLTP. Vil det påvirke salget af brugte biler?
! Jeg forventer ikke at se nogen særlig effekt på salget af brugte biler på baggrund af al snakken om WLTP - især ikke nu, hvor hele balladen er sat på pause efter forlængelse af overgangsperioden.
? Dieselbiler er kommet i bad standing, men er fortsat et oplagt valg for personer med stort kørebehov. Hvor mange brugte dieselbiler tror du, der bliver solgt i påsken?
! Jeg forventer faktisk, at salgstallene afspejler uændret salg af dieselbiler. Folk skal have dækket deres kørselsbehov, og dieselbiler er faktisk stadig et rigtigt godt valg for mange.
? Og sidste: Skal du selv ud og købe ny bil i påsken? Og i givet fald hvilken?
! Altså i princippet føler jeg mig ligesom så mange andre bilglade danskere i markedet for ny bil hele tiden. Men jeg kommer så meget rundt i branchen til daglig, at jeg får tilfredsstillet mit behov for at kigge bil og indimellem også prøvekøre, så i Påsken tager jeg på ferie med min hustru. Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg lige får kigget nogle biler under opholdet i Spanien.
Claus Nyboe - hvordan bliver påskesalget?
Påsken står for døren, hvor danskerne traditionelt kigger på biler. Biltorvets Claus Nyboe giver sine bud på, hvordan Påskesalget spænder af.