Hvad stiller man op med dårlig omtale?

JURA  Det er en misforståelse, at man pga. ytringsfriheden må sige eller skrive lige, hvad man har lyst til. Det er nemlig ulovligt at udtale sig nedsættende eller æreskrænkende om andre. At blive udsat for nedværdigende og/eller fejlagtig omtale kan virke yderst generende for de personer og/eller virksomheder, som det går ud over.

Det er dog ikke enhver urigtig eller forkert omtale, som det kan betale sig at gøre noget ved. Det bliver f.eks. ikke betragtet som injurier eller bagvaskelse, at kalde andre for "idiot". Generelle mishagsytringer og holdninger er accepteret på samme måde, som man gerne må brokke sig på Facebook over en restaurant med dårlig betjening.

Som tommelfingerregel er der kun tale om injurier, hvis indholdet er provokerende, indeholder voldelig eller grov sprogbrug, er kønsdiskriminerende, racistisk eller hvis der fremsættes urigtige påstande om strafbare forhold.

Grænsen rykker sig
Et fremsat udsagn bør altid ses i en den sammenhæng, det fremkommer. Det er derfor vanskeligt at give et entydigt eksempel på, hvad der er injurierende, fordi der findes en almindelig tålegrænse. Grænsen for hvornår en forkert eller urigtig oplysning er injurierende er under udvikling, og der skal efterhånden en del til i takt med den tiltagende brug af sociale medier.

I dag skal der rigtig meget til for at blive dømt for injurier. Fremsættelse af påstande, der måske nok er usande, men som ikke er strafbare eller alvorlige, er ikke injurier - f.eks. at et værksted laver dårligt arbejde.

Et par eksempler
Er ordet "snyd" injurierende? Den almindelige forståelse af ordet er sådan noget som fusk, svindel, fifleri eller at opføre sig bedragerisk. Bedrageri er omfattet af straffelovens regler. En påstand om, at man snyder kunderne, er dermed også en påstand om, at man overtræder straffelovens regler om bedrageri. En sådan sigtelse skal kunne bevises, hvis man fremsætter den, ellers er der tale om injurier.

Er en overskrift som "Bilforhandler på kant med loven" injurier? At være på kant med loven, er ikke det samme som at have overtrådt loven. Bilforhandleren beskyldes således ikke for at overtræde loven og overskriften indeholder ikke en påstand om strafbare forhold. Dermed er overskriften som udgangspunkt ikke injurierende.

Hvad kan man gøre?
Det kan som oftest ikke betale sig at forfølge injurier eller andre nedsættende eller usande påstande retligt både af hensyn til tid og økonomi set i forhold til resultatet. For det meste har disse sager bedst af blive tiet ihjel.

Hvis man under ingen omstændigheder kan leve med, at fornærmelserne forbliver uimodsagt, er et brev fra en advokat til personen, som har fremsat påstanden eller udsagnet, en mulighed. Man skal i så fald selv kontakte en advokat, der har erfaring med denne type sager.

Advokaten kan på bilforhandlerens vegne kræve, at personen skal fjerne, tilbagekalde eller beklage udtalelserne og eventuelt betale en erstatning, hvis man kan dokumentere at have lidt et økonomisk tab. Hvis personen skal straffes (normalt en bødestraf) er det nødvendigt med en retssag, hvor det også er muligt at kræve erstatning og et beløb til offentliggørelse af dommen.

Injurier er undergivet såkaldt privat påtale. Det betyder, at sagen ikke rejses af den offentlige anklagemyndighed, men af den, der er forurettet ved den strafbare handling. Disse sager behandles efter Retsplejelovens regler om civile sager.

Man bør dog allerede inden man engagerer en advokat gøre sig det klart, om man vil forsætte med en retssag, hvis advokatens henvendelse ikke har nogen effekt.

At true med noget, man efterfølgende ikke eksekverer, kan eksempelvis give en sur kunde blod på tanden til at fortsætte og yderligere udbygge eller intensivere sit korstog.

Man skal regne med, at det vil koste omkring 10.000 kr. at få afsendt et sådant advokatbrev. En retssag vil medføre yderligere omkostninger og det er i sidste end dommerens beslutning, i hvilket omfang man skal have sine omkostninger dækket af personen, som har fremsat injurierende udsagn, hvis man får medhold.

Pressenævnet
Det kan derfor ofte bedst - selv om den er svær at synke - betale sig at bruge sin energi og økonomi på sine mange tilfredse kunder i stedet for at give den ene sure kunde den glæde at reagere og dermed være med til at holde liv i sagen.

Misvisende eller faktuelt forkerte oplysninger i aviser og lignende kan man klage over til Pressenævnet. Det følger af de vejledende regler for god presseskik, at det er mediernes opgave at bringe korrekt og hurtig information. Så langt det er muligt, bør det kontrolleres, om de oplysninger, der gives eller gengives, er korrekte. Overskrifter og mellemrubrikker skal i form og indhold have dækning i den konkrete artikel.