GENÈVE MOTOR SHOW I runde tal 20 nye elbiler er på vej til at dukke op i løbet af 2019 og begyndelsen af 2020. Så tiden, hvor der stort set var Nissan Leaf og Tesla at vælge imellem er ved at være slut. 2019/20 beskriver det politikere gerne ville kalde for paradigmeskifte.
Den kommende, internationale biludstilling i Genève - den åbner tirsdag for pressen og torsdag for publikum - fører beviset. I alt 16 nye elbiler holder nede i Schweiz og venter på at lave om på bilverdenen. Dertil en række elbiler, vi allerede kender.
Især tre er interessante set herfra Danmark: Ny lille Peugeot, ny lille Honda, ny Audi i Passat-klassen. Og dertil et mylder af andre biler på el - nogle er egentlige produktionsbiler, andre er konceptbiler mens atter andre mest af alt er der for at vise, at elbiler også kan være cool - et par racerbiler og en genfødsel af beach buggyen! Ja, den søde, sjove, skægge sandloppe, der i sin tid stod på teknikken af en Folkevogn Boble. Så gæt hvem der nu leger med ideen om en elektrisk buggy?
De tre mest interessante kommer fra Frankrig, Japan og Tyskland med henholdsvis Peugeot, Honda og Audi som skabere.
Hondas lille EV har vi hørt rygter om længe. Men nu er det alvor. Hør hvad Honda-DK’s PR-ansvarlig Thomas Larsen fortæller:
- Den lille Honda elbil, vi har vist et par gange: I Genève viser vi bilen som færdig prototype - altså sådan som bilen kommer til at være og se ud!
Japanerne siger endnu intet om rækkevidden, men på samme udstilling sætter Peugeot standarden med mindst 340 km. Honda EV er klar til salg i Danmark i begyndelsen af 2020.
Peugeot præsenterer den helt nye 208’er, der for uden benzin og dieselversionen kommer med batterier som eneste energikilde. Smart udseende ser man straks. Men det vigtigste er inden under: Elmotoren!
Og lad os tage det vigtigste med det samme, rækkevidden. Den er 340 km efter den nye, mere realistiske målemetode WLTP. Opladningstiden op til 80 procent er 30 minutter med en 100 kW-lader. Elmotoren har en effekt på 136 hk, så der er grund til at tro, at bilen er frisk på speederen. Og da 208 jo er en fransk løve, er der al grund til at tro, at bilen også har ganske sporty køreegenskaber. Én oplysning fra franskmændene tyder på dette; nemlig at batteriet er placeret i bunden af bilen. Det sikrer bilen et lavt tyngdepunkt, hvilket er en forudsætning for både sporty, men også sikre køreegenskaber. Og batteriet i bunden sikrer en anden vigtig egenskab: At der er plads i både kabine og bagagerum. Især det sidste slås adskillige elbiler mod. Ingen priser, men importøren Interdans PR-ansvarlige, Hanne Sørensen oplyser, at bilen er klar til salg efter sommerferien. Hun har dog ingen, som hun siger det, "absolut ingen" prisantydning.
Audi kommer med den tredje elbil, der er særligt interessant i Danmark, nemlig Audi Q4 e-tron Concept. På mange måder kan man betragte den som en mindre, billigere e-tron. Men med Genève-nyheden er De Fire Ringe klar til at sælge en elektrisk SUV til en langt mere spiselig pris.
Nissan viser afsløringen af IMQ koncept crossover. En helt ny bil, der viser vejen for Nissans fremtidige crossovere og Nissan Intelligent Mobility som er er Nissans vision for hvordan biler i fremtiden skal føres, drives af samt deres integration i samfundet.
Herudover viser Nissan den opgraderede Leaf med 62 kWh samt den nye Formel e racer.
16 nye elbiler - de står i Genève
Nu kommer elbilerne! Der er gået Peter-og-ulven i disse tre ord, for vi har hørt dem igen og igen. Men den kommende udstilling Genève, der åbner tirsdag, beviser, at nu er nu. Især tre nyheder fører beviset.