23948sdkhjf

Magnussen-rivaler slider med ny racer før første test

Williams-racerne bliver i garagen, når Formel 1-feltet i dag mandag indleder testsessionerne før sæsonen.

FORMEL 1 I sidste sæson sluttede Williams som nummer sjok i konstruktørernes mesterskab i Formel 1, og indledningen på 2019-sæsonen indikerer, at det britiske hold fortsat er ramt af udfordringer.

Når Formel 1-feltet mandag tager hul på sæsonens første officielle test i Barcelona, bliver det uden de to Williams-racere på banen. Racerne til den nye sæson er ikke tilstrækkeligt færdige til at trille ud på asfalten endnu.

Det siger Williams-boss Claire Williams ifølge Reuters.

- Desværre bliver vi nødt til at udskyde starten på vores første test i Barcelona til tirsdag morgen.

- Vi har haft en utrolig travl vinter for at få FW42 (navnet på 2019-racerne, red.) klar til sæsonen, men på trods af at alle har ydet deres bedste, har vi brug for mere tid, før vi er klar til at køre.

- Det er en prioritet for os altid at være sikker på, at vi bringer den bedst mulige racer på banen, og nogle gange tager det længere end forventet, og end man bryder sig om. Det er ikke ideelt, men det er ikke verdens undergang, siger hun.

Uventet store problemer

Fra 1992-1997 vandt Williams konstruktørernes mesterskab i fem ud af seks sæsoner, og så sent som i 2014 og 2015 var Williams tredjebedst i feltet.

Siden har holdet haft uventet store problemer og nåede et historisk lavpunkt med sidstepladsen i sidste sæson.

Det er op til de nye Williams-kørere George Russell og Robert Kubica at forbedre den præstation i 2019, selv om de altså ikke får en optimal start på sæsonen med en uønsket fridag.

- Vi må arbejde hårdt for at indhente den tid, vi har tabt. Men vi har stadigvæk syv testdage tilbage, og vi vil maksimere vores forberedelser til at blive helt klar til sæsonens første løb, siger Claire Williams.

Ser vred ud

Haas med Kevin Magnussen og Romain Grosjean i folden har deres nye racere klar til sæsonens første test i Barcelona.

- Den er fed. Den ser hurtig og vred ud, sagde Magnussen ved præsentationen af raceren i sidste uge.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.296