STRATEGI Den danske lakgrossist Lakgruppen, med hovedsæde i Odense, arbejder for tiden hårdt på at blive klar til at entrere det svenske marked i første kvartal af 2019. Beslutningen blev taget i maj måned 2018, og siden er der blevet arbejdet på at blive klar til at håndtere svenske kunder.
- Udvidelsen til det svenske marked er en naturlig følgevirkning af vores strategi, som fokuserer på vækst og risikospredning. Vi oplever, at verden bliver mindre ved, at markederne stille og roligt smelter sammen, og at kunder efterspørger løsninger på tværs af landegrænser. Vi ønsker proaktivt at være klar til at imødekomme denne udvikling. I fremtiden forventer vi at få skarp konkurrence fra ikke bare vores danske konkurrenter men også fra internationale spillere. Vi foretrækker at være dem, der giver de andre konkurrence først, siger Kasper Dupont, chef for marketing og forretningsudvikling hos Lakgruppen.
Varelager i Danmark
I første omgang vil de svenske kunder få deres varer fra Lakgruppens lagre i Danmark, men serviceres lokalt med både svensktalende teknisk support og salgsarbejde. Ydermere har man fået svensktalende kompetencer i marketingafdelingen.
- Vi føler, at vi har nogle gode løsninger, som vi har udviklet i samarbejde med vores danske kunder. Vi mener, at vi har et konkurrencedygtigt setup til det svenske marked, og vi forventer, at vi kan blive en dominerende spiller på sigt. Den stærke kædedannelse har gjort, at konkurrencen er meget høj i Danmark, og det har været med til at udvikle vores løsninger, siger Kasper Dupont og uddyber:
- Sverige begynder nu at opleve stigende kædedannelse, og vi forventer, at markedet, som i Danmark, i stigende grad vil efterspørge helhedsløsninger. Vi er utroligt ydmyg overfor udfordringen, og vi har naturligvis respekt for lokale forhold og forventer på ingen måde, at det vil være nemt. Derfor er det også planen at etablere os lokalt på sigt. Det kan ske på mange forskellige måder. Vi kigger blandt andet på opkøbsmuligheder og strategiske samarbejder, men det er ikke givet, at vi nødvendigvis vil gå efter at etablere os på den måde. Der ligger også en del arbejde i at integrere et opkøb, så vi holder alle muligheder åbne, siger Kasper Dupont.
Investerer digitalt
Ekspansionen i Sverige skal også være med til at sikre Lakgruppen i Danmark på sigt.
- Det er ingen hemmelighed, at vi investerer utrolig meget i vores løsninger, herunder ikke mindst de digitale. Det tror vi er nødvendigt for at være konkurrencedygtige i fremtiden, både i Danmark og i andre lande. Vores gode danske kunder - eller samarbejdspartnere, som vi gerne vil kalde dem - vil kun have endnu højere forventninger til vores løsninger i fremtiden. Vores vision er at være innovative og at kunne bidrage til, at vores samarbejdspartnere kan være profitable i overfladebehandlingsindustrien. For at vi kan imødekomme disse forventninger, og indfri vores vision, og samtidig stadig kunne have lidt tilbage til os selv, har vi brug for at komme bredere ud med vores løsninger, påpeger Kasper Dupont.
Dansk lakgrossist vil erobre Sverige
Lakgruppen vil være på forkant med sine brancheløsninger ved at udvide i en tid med stigende kædedannelse internationalt.