23948sdkhjf

Nyt Volvo bilhus i København

Via Biler med 11 bilhuse og fire bilmærker bliver nu også premiumbil-forhandler.

BILFORHANDLING - Det er super-spændende, vi glæder os meget til det nye bilhus. Jeg er sikker på, at Via Biler og Volvo er et godt match. Desuden passer kemien fint sammen. Hos Volvo er der fokus på sikkerhed og mennesker, ligesom vi arbejder med relationer på lang sigt.

Det siger en begejstret direktør Peter Monk, Via Biler A/S, som er i fuld gang med at indrette et nyt Volvo-hus i Vallensbæk ved København, idet Via Biler bliver ny københavnsk Volvo-forhandler per 1. april 2019.

Dermed når Via Biler op på 12 bilhuse. Fem i Østjylland og syv i København, ligesom porteføljen af bilmærker udvides fra fire (Toyota, Ford, Renault og Dacia) til fem med det nye, svenske premium-mærke.

Volvo bilhus

Via Bilers nye Volvo bilhus ligger på Vallensbækvej 71 i Vallensbæk på den københavnske vestegn – helt tæt ved hele seks motorvejsgrene.
Der er tale om en 11.000 kvadratmeter stor grund og et hus på 3500 kvadratmeter, som tidligere har huset en maskinfabrik med tre porte.
Udstillingen bliver på 1000 kvadratmeter.
På værkstedet bliver der til en start seks lifte, men samlet er der ni pladser.
De seks pladser er til Volvos såkaldte PST teams – personlig servicetekniker.



Ind på en god bølge

- Der er jo sket meget med bilsalget de seneste år. Vi har været på udkik efter et premium-mærke i nogen tid, og vi er da stolte over, at Volvo har valgt os. Premium-segmentet har jo haft god udvikling de seneste år. Vi tror også på, at vi kommer ind på en god bølge. Volvo har tredoblet salget i Danmark siden 2012 og havde salgsrekord i 2018, ligesom Volvo har sikret sig en række bil-kåringer. Så der er lagt i kakkelovnen til et godt Volvo-salg, udtaler Peter Monk.

Motor-magasinet møder ham i det store Renault- og Dacia hus på Kirstinehøj i Kastrup, men fra april får han også selv en stol i det nye bilhus i Vallensbæk.

- Også singlebrand strategien passer ind. Sådan arbejder vi også her i huset i Kastrup med to separate huse, salgschefer og så videre, tilføjer han.

En gylden mulighed

- Som helt ny Volvo-forhandler kan vi bygge et nye hus op efter alle kunstens regler samt lave et spritnyt team - det er en gylden mulighed, mener Peter Monk, som i første omgang skal sammensætte et team på 10-12 medarbejdere til det nye bilhus i Vallensbæk. Via Biler kender Volvo som serviceværksted i Kastrup gennem snart fire år, idet Via Biler overtog Bilia her i 2015.

- Vi har haft en god dialog og god proces med Volvo. Som mangeårig forhandler kender vi jo importørernes forskellige krav. Volvo har et stærkt varemærke, som vi skal være med til at forvalte. Vi knokler på, og byggeriet i Vallensbæk kører da også efter planen, konstaterer Peter Monk.

Via Bilers historie siden 1980

Via Biler A/S er en familieejet virksomhed, som siden 1980 er vokset fra lille værksted i Viby til en virksomhed med 11, snart 12 bilhuse og Hertz Biludlejning i Østjylland og Storkøbenhavn. Oprindeligt hed det Viby Motor Compagni (Ford). I 1983 blev man Toyota-forhandler i Aarhus Syd og i 1996 i Skanderborg. I 2001 blev Via Biler bliver Hertz-franchisetager. I 2002 gennemførte Ruth og Steen Rasmussen et generationsskifte inden for familien til Lone Erdmann og Erik Rasmussen, der tiltrådte som adm. direktør.
I 2013 gik man sammen med Monk Biler A/S i Storkøbenhavn og udvidede med fire bilhuse: Toyota Brøndby, Toyota Amager, Ford & Toyota Valby og Ford Transit Erhvervscenter Brøndby. I 2015 opkøbte man Bilias bilhus i Kastrup på Amager og er nu også Ford-, Renault- og Dacia-forhandler på Amager. I 2017 åbnede man brugtbilhuset Cars i Højbjerg.
Via Biler, som i dag ejes af Lone Erdmann, Erik Rasmussen og Peter Monk, tæller i dag 430 medarbejdere og sælger 15.000 nye og brugte biler om året.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11