MINI-SUV For et år siden var det her ren fremtidssnak: en elbil med en rækkevidde på næsten 500 kilometer til en pris under 300.000 kr. Det er pludselig blevet nutid, for ved årsskiftet kan koreanske Hyundai levere Kona Electric, som forener de to hidtil modstridende tal. 482 kilometer teoretisk rækkevidde til 299.995 kr. med masser af komfort- og sikkerhedsudstyr er noget, der allerede for længst har fået konkurrenternes opmærksomhed, men kun få steder er der tegn på, at andre producenter kan bringe noget lignende til verden før 2020. Det skulle da lige være Hyundais søstermærke Kia, som lige om lidt kommer med e-Niro med stort set samme rækkevidde.
Hvis rækkevidde til en lav pris så var eneste, Hyundai kunne levere, ville Kona Electric næppe kunne kategoriseres som en "game changer" og et pejlemærke for branchen. Kona Electric er nemlig en bil og et koncept, som bare virker. Den er en moderne mini-SUV, en af nutidens og fremtidens mest fremadstormede karrosseriformer, og der er smæk for skillingen fra ende til anden.
Bilen er rummelig nok til at køre som familiens eneste bil, den er særdeles veludstyret med bl.a. head up-display, bakkamera, blind vinkel-system, adaptiv fartpilot og nøglefri betjening selv i den billigste udgave - og så kører den både komfortabel, sikkert og endda ret så underholdende. Af pejlemærker for fremtidens elbiler, så er Kona Electric nok det mest tydelige, vi har her og nu.
Bandebrydende
Hyundai gør, som kun få bilfabrikanter har gjort indtil nu, og det er at tilbyde et valg mellem batteripakker og elmotorens ydelse. Basismodellen med en batterikapacitet på 39,2 kWh har en elmotor med 136 hk, mens meget rimelige 30.000 kr. ekstra giver Kona Electric med 64 kWh kapacitet og elmotor med hele 204 hk (for ikke at glemme rækkevidden på 482 km). Et så stort batteri, så mange hestekræfter og så lang en rækkevidde er helt i gennem usædvanligt i en elektrisk bil i denne størrelse og prisklasse.
Kona Electric baner vejen for en stærk konkurrence på pris, ydelse og rækkevidde, og det vil komme til at præge de elbiler, vi ser fremover i de lavere prisklasser; ingen producent vil med oprejst pande kunne lancere en sammenlignelig elbil i 2019, som ikke er mindst på omgangshøjde med Hyundais nye elbil.
Kona Electric har mere end et strejf af den dynamik og power, man møder i Jaguar I-Pace, for også her ligger batterierne langt nede i bilen - og 204 hk gør mini-SUV’en til en elektrisk mini-GTI. Kona Electric er virkelig et bevis, her og nu, på at også kompakte og fornuftigt prissatte elbiler fra nu af kan give et stort smil på læberne. Den er også med til at skabe en forventning om, at fremtiden vil bringe mere kompakte batterier med højere kapacitet og lavere pris.
Hyundai Kona Electric - smæk for skillingen
Koreanske Kona er et godt bud på en elektrisk danskerdarling.