MEKANIKERMATCH At samle en hovedaksel i en gearkasse. At stikke hænderne ind i en kasse og føle, kun føle, hvilke reservedele, der er derinde. Og så selvfølgelig alle mulige fejlsøgninger.
Det er opgaver af denne type, det danske Honda-landshold netop har været ude for i, hvad man kunne kalde det uofficielle EM for mekaniker-landshold. En konkurrence som Honda Europe har kørt på træningscenteret i Erlandsee nær Frankfurt.
Det danske landshold bestod af to spillere - eller rettere mekanikere - nemlig, Martin Grimm fra Ove Jensen Biler Hillerød og Jacob Hjordsvar Madsen, P. Christensen i Albertslund.
For at nå frem til finalen skulle de to, og alle andre kandidater til landsholdet, igennem i alt fire online-konkurrencer, der altså blev vundet af Martin og Jacob.
- Vi er stolte over at have Martin og Jacob med i finalen. Det er jo dejligt at se, at drengene vil deltage i en sådan konkurrence, siger Allan Møller, der er Service Section Manager hos Honda-Danmark. Vi mener, det er vigtigt at have fokus på vores teknikeres viden og samtidig sørge for at motivere dem til at dygtiggøre sig. Vi har i Danmark den syvende højeste deltagelses-procent for Europa, og vi har den tredjehøjeste gennemsnitsscore blandt nationale konkurrencer, så vores teknikere gør det rigtig godt.
Martin og Jacob nåede lige knap den europæiske konkurrences top tre, der gik til de tre lande Schweiz, Frankrig og Østrig.
VM-finalen holdes senere i Japan.
Til EM med Hondas mekaniker-landshold
Jo, jo - vi har et dygtigt dansk kokkelandshold. Men nu har vi også et mekaniker-landshold sammensat af folk fra Honda. De har netop været til "EM i mekaniker."