ARBEJDSSKADE Selv de bedste medarbejdere kan lave fejl - og desværre indebærer fejl af og til fysisk tilskadekomst. Men hvem har ansvaret, hvis fejlen udføres i arbejdstiden?
Det har Retten i Roskilde netop taget stilling til i en sag, som jeg, via Din Biladvokat, førte som beskikket forsvarer for et medlem af Dansk Bilbrancheråd.
Sagen har vist sig at være yderst principiel, fordi den er med til at udstikke rammerne for, i hvor høj grad en medarbejder kan tilsidesætte sin mekanikermæssige "børnelærdom" og begå en fejl, der medfører hans egen tilskadekomst.
Speederen blev aktiveret
I sagen var en Citroën med semiautomatisk E6G-gearkasse på værksted for undersøgelse af mislyde fra motoren. Det særlige ved denne gearkasse er - som mange nok ved - at bilen kan gå i tomgang og stå i gear samtidig uden at flytte sig. Gearvælgeren sidder ved rattet og kan forholdsvis nemt påvirkes, og den eneste sikring, der er på bilen, når den står i gear i tomgang, er den elektriske håndbremse. Denne udløses dog automatisk, hvis speederen aktiveres.
Bilen holdt i tomgang - og formentlig i gear - ca. 1 meter foran filebænken og værkstedets absolut bedste og mest erfarne Citroën-mekaniker stod foran bilen mellem bil og filebænk. Motorhjelmen stod åben. Mekanikeren - værkstedets troldmand - bad en forbipasserende kollega om at aktivere speederen, således at motoren tog flere omdrejninger. Kollegaen, der også havde en stor viden om den pågældende bil og gearkasse, greb fat om dørkarmen og A-stolpen og stak benet ind ad den åbne bildør ved førersædet og gav bilen gas. Da bilen - formentlig - stod i gear, kørte den frem med så stor acceleration, at mekanikeren foran ikke nåede at flytte sig og blev kørt ned med store fysiske skader til følge.
Arbejdstilsynet blev straks tilkaldt, og efter en del afhøringer og undersøgelser udstedte de et påbud på virksomheden, der kort og godt handlede om, at arbejdsgangen skulle sikres bedre - herunder skulle de ansatte i højere grad gøres opmærksomme på risikoen ved at arbejde med den pågældende bil og gearkasse, ligesom den forbipasserende kollega skulle have sat sig ind i bilen forud for aktivering af speederen. Værkstedet efterlevede påbuddet ved at opsætte et skilt på nøgleskabet, hvor det var specificeret, at alle parkerede biler skulle sættes i frigear med trukket håndbremse. Dette skilt accepterede Arbejdstilsynet som værende tilstrækkeligt.
Krævede bøde
Arbejdstilsynet bad også politiet om at udstede en bøde - og her endte sagen i retten, hvor værkstedet nægtede sig skyldigt.
For retten havde (nu) anklagemyndigheden krævet en bøde på 60.000 kroner, fordi virksomheden ikke havde tilrettelagt arbejdet ordentligt, herunder forestået den fornødne instruktion og det nødvendige tilsyn af medarbejderne.
Retten kom frem til en pure frifindelse og lagde i den forbindelse først og fremmest vægt på, at det tydeligt var en fejl fra den tilskadekomne medarbejder. Både han og den forbipasserende kollega havde været sendt på kurser løbende, og instruktionsforpligtelsen var derfor opfyldt. Tilsvarende havde virksomheden ført tilstrækkeligt tilsyn ved, at værkføreren dagligt havde runderet på værkstedet.
Retten lagde også vægt på, at påbuddet fra Arbejdstilsynet var opfyldt udelukkende ved opsætning af skiltet på nøgleskabet og endelig, at anklagemyndigheden, sammen med Arbejdstilsynet, ikke havde dokumenteret, at der forelå en norm eller en faglig standard for, at hjælper-mekanikeren skulle sætte sig ind i bilen for at aktivere speederen - eller at det overhoved ville have hjulpet.
Hændelige uheld
Sagen viser, at det altid er Arbejdstilsynet og anklagemyndigheden, der skal bevise, at virksomheden har tilsidesat reglerne om sikkerhed.
Den bevisbyrde afhænger ikke alene af, om medarbejderen er kommet til skade, men heldigvis også af, om medarbejderen har handlet langt udenfor, hvad virksomheden kunne forudse.
Hændelige uheld eller direkte ubetænksomhed hæfter arbejdsgiver altså ikke for.
Ankefristen er i skrivende stund ikke udløbet.
Når troldmanden fejler
En mekaniker kom slemt til skade på værkstedet. Men hvem bærer ansvaret?