MILJØFORURENING - Der er også folk, som kører over for rødt lys. Og vi skal jo leve som værksted, lyder det fra en anonymiseret værkstedsindehaver, som TV2 har interviewet i udsendelser om ulovlig chiptuning. Cirka 50 værksteder landet over og bilejere, der har markedsført sig og pralet med deres biler via blandt andet Facebook i gruppen "Chiptuning Denmark", er nu blevet politianmeldt af Det Økologiske Råd, oplyser tv-kanalen.
Årsagen til politianmeldelsen er, at chiptuning til gadebiler foregår meget åbenlyst. Og at værkstederne siger direkte til bilejerne, at chiptuning ganske vist er ulovligt på gadebiler men aldrig bliver opdaget ved blandt andet syn.
Det Økologiske Råd håber, at politianmeldelserne vækker furore i autobranchen. Rådet anslår, at op mod hver femte bil i Danmark, af visse biltyper, er chiptunet, hvilket giver 10-12 procent større udledning af skadelige partikler i luften. Op mod 5400 personer dør hvert år af partikelforurening.
Også statskassen bliver snydt for indtægter, når værksteder indbyder bilejere til at få hævet motoreffekten med 30-60 hk for 2500-7500 kroner.
Fra FDM siger teknisk chef Lone Otto, at man i bilistforeningen er meget opmærksom på problemet og kalder det "Det vilde vesten", hvor bilejerne ikke aner, hvad chiptunerne gør ved deres biler, som kan tage skade mekanisk af software-ændringen, der blandt andet lukker for EGR-ventilen.
Værksteder politianmeldt for chiptuning
Omkring 50 værksteder og bilejere er blevet anmeldt af Det Økologiske Råd ud fra Facebook-oplysninger.