23948sdkhjf

Mekaniker i fængsel for sexovergreb på nettet

62-årig mand idømmes fire år bag tremmer for at have bestilt sexovergreb, som blev streamet til hans computer fra Filippinerne.

DOM En 62-årig mand er ved Retten i Lyngby mandag blevet idømt fængsel i fire år.

Manden, der har arbejdet på et autoværksted i over 40 år, er blevet dømt for igen og igen at have bestilt seksuelle overgreb på filippinske børn.

Fra hjemmet i Nærum har Bjarne Nygaard Pedersen bestilt og betalt for overgrebene på den anden side af Jorden, som han kunne følge på sin computer og i nogle tilfælde gemme på en harddisk.

Bestillingerne og overgrebene har fundet sted fra november 2012 til oktober 2016 og spænder fra blufærdighedskrænkelse til forskellige former for seksuelle overgreb og voldtægter.

Det er primært piger, som mekanikeren har set på sin computer. Men drenge har også deltaget.

Bjarne Nygaard Pedersen var tiltalt for over 200 forhold, men bliver kun dømt for 33.

Den delvise frifindelse skyldes, at retten ikke mener, at en særlig bestemmelse i straffeloven kan tages i brug. Den handler om medvirken til, at en person under 18 år deltager i en pornografisk forestilling.

I mange tilfælde lød tiltalen ellers netop efter den bestemmelse. Men de tilfælde frifindes han altså for. Det skyldes, at ofrene og manden fra Nordsjælland ikke fysisk opholdt sig på samme sted.

I dommen fremhæves det desuden, at der i flere tilfælde er fundet videomateriale uden tilhørende chatbeskeder. I disse tilfælde finder man det ikke tilstrækkeligt bevist, at overgrebet faktisk var bestilt.

I 16 af forholdene er manden dømt for overgreb mod piger under 12 år.

Et af forholdene drejer sig om et barn under 15 år. Derudover dømmes han for 16 forhold, der handler om blufærdighedskrænkelse.

Senioranklager Bente Schnack krævede minimum seks års fængsel, og hun er da også "lidt overrasket" over afgørelsen.

- Jeg vil nu drøfte med statsadvokaten, hvad der skal ske, siger hun med henvisning til muligheden for at anke dommen til landsretten.

Foruden de mange overgreb på filippinske børn bliver den 62-årige dømt for besiddelse af børneporno.

Manden, der har to børn, har siddet varetægtsfængslet i over to år. Ligesom anklagemyndigheden har han nu to uger til at beslutte, om han vil anke dommen til Østre Landsret.

Kilde: Ritzau

Læs mere om: dom
Kommenter artiklen (3)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.187