23948sdkhjf

Minister: Klimarådets konklusioner er forvrøvlede

Lars Christian Lilleholt mener, at Klimarådet er galt afmarcheret i kritikken af regeringens klimapolitik med biobrændstoffer og elbiler.

KLIMADEBAT Det er forvrøvlet og helt forkert, når Klimarådet i en ny rapport konkluderer, at regeringen skubber nødvendige CO2-reduktioner foran sig.

Det mener energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). Regeringen tager klimavidenskabens meldinger meget alvorligt, siger han.

- Det er velunderbygget, at energiaftalen og regeringens klima- og luftudspil vil sænke udledningerne af drivhusgas markant frem mod 2030. Vi er heller ikke færdige med klimaindsatsen, siger Lilleholt til Ritzau.

Han peger på, at indsatsen for at skære CO2-udslippet skal genvurderes frem mod 2030.

Også planen om at stoppe for salg af benzin- og dieselbiler fra 2030 vil få CO2-kurven til at falde, tilføjer ministeren.

Regeringen får kritik af Klimarådet - og oppositionen - for ikke tage fat i landbruget, som står for en femtedel af klimabelastningen, eller i transportsektoren.

Men på længere sigt vil der ske store reduktioner på de to områder, lover Lars Christian Lilleholt - det er bare "rigtig svært at sænke udledningerne markant nu og her".

Han afviser kritikken af, at regeringen vil annullere ubrugte CO2-kvoter for at nå Danmarks EU-klimamål på 39 procent mindre CO2 i 2030.

Kvoteannullering gavner ifølge Klimarådets formand, Peter Birch Sørensen, ikke klimaet tilstrækkeligt.

Men Lilleholt argumenterer, at annulleringen af kvoter er et supplement, som i øvrigt ifølge Det Miljøøkonomiske Råd kan have en vis klimaeffekt. Den kan forstærkes af den nylige reform af EU's kvotesystem, siger ministeren.

- Vi skal også huske på, at Danmark har fået et meget højt reduktionsmål i forhold til de fleste andre lande, og at vi har en stor landbrugssektor, hvor det er svært at reducere markant.

Klimarådets forslag til at sænke CO2-udledningen i landbruget kan påføre erhvervet byrder, anfører ministeren. Han vil hellere satse på forskning i fremtidige løsninger, hvilket der er afsat 90 millioner kroner til i klimaudspillet.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219