23948sdkhjf

Autobranchen: Aftalen om erhvervsuddannelser kommer kun halvt i mål

Behersket tilfredshed med uddannelsesaftalen hos AutoBranchen Danmark.

UDDANNELSE Regeringen får mere end svært ved at opfylde sin ambition om, at 25 procent af en ungdomsårgang bliver optaget på en erhvervsuddannelse i 2020. Det på trods af mange gode initiativer i regeringens brede aftale i Folketinget som blev indgået i dag. Sådan lyuder meldingen fra  AutoBranchen Danmark. 

- Vi mangler at få erhvervslivet med. Det handler om at få skabt mere prestige i at vælge håndværksfagene. Der savner jeg initiativer i den politiske aftale, som får virksomhederne til at engagere sig mere i at løfte det fælles ansvar, det er at få flere unge til håndværksfagene, siger AutoBranchen Danmarks administrerende direktør, Gitte Seeberg.

 Autobranchen er en af de brancher, hvor manglen på arbejdskraft er begyndt at slå igennem. Derfor skal de unges interesse vækkes allerede tidligt i folkeskolen, hvis det skal slå ordentligt igennem. Der skal sættes ind for at undgå mangel på mekanikere og autolakerere i årene, der kommer, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

 - Advarselslamperne blinker derude på mange værksteder. Derfor har vi indgået et samarbejde med Dansk Automobil Sports Union. Det handler om et skoleprogram i folkeskolen, som sammenkæder fag som idræt, matematik og fysik med erhvervsuddannelserne. Skoleprogrammet ruller ud i adskillige kommuner straks efter nytår, siger Gitte Seeberg.

Nye besparelser i 2020

Regeringens aftale med bredt flertal indeholder mange gode ting og er god i sit udgangspunkt. Gitte Seeberg fremhæver blandt andet:

 - Det er godt at styrke samarbejdet med folkeskolerne blandt andet i form af, at det bliver muligt at rykke 10. klasser ind på erhvervsskolerne. Det er godt, at grundforløbet bliver muligt for ældre elever, og det vil være godt, hvis der bliver bedre sikkerhed for en praktikplads. Nu skal vi bare sikre, at økonomien lever op til ambitionerne, siger hun videre.

 I AutoBranchen Danmark hæfter man sig også ved, at der tilsyneladende kun er sat en stopper for de planlagte besparelser i 2019. Der er således lagt op til nye besparelser fra 2020.

 - Skolerne er blevet pålagt så mange besparelser de senere år, at de giver udtryk for, at de har skåret helt ind til benet. Nye initiativer og nye opgaver er en god idé, men skolerne har over en bred kam gjort opmærksom på, at det er hul tale, hvis der ikke er penge nok til at leve op til ambitionerne. De frygter, at undervisningen kommer til at lide. Derfor mener vi, at det er vigtigt, at det er helt slut med besparelser, siger Gitte Seeberg.

 AutoBranchen Danmark repræsenterer cirka 1.200 bilforhandlere, værksteder og autolakererier. Medlemmerne beskæftiger mere end 20.000 medarbejdere og omsætter for cirka 50 milliarder kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11