? Statsminister Lars Løkke Rasmussen har en ambition om, at der i 2030 skal køre mindst en mio. el/hybrid biler rundt i Danmark. Er det realistisk?
!Det svært at se, hvordan det skal lykkes, og det er kun realistisk, hvis politikerne gør et solidt stykke arbejde for at få forbrugerne til at købe de grønne biler. Der skal investeres solidt i incitamenter til at bruge de grønne biler. Hvis det skal kickstartes som det er blevet i Norge, så skal man gøre det samme. Altså væk med afgiften, væk med moms, billigere parkering, billigere strøm og så videre. Det kræver også infrastruktur, og at producenterne kan levere. Ellers bliver omstillingen langsom og langvarig.
? Hvad vil det kræve for at ambitionen kommer i mål?
! At regeringen afsætter et stort tocifret milliardbeløb til at finansiere omstillingen. Det vil også kræve infrastruktur og i sidste ende tilstrækkeligt med biler.
? Er det et problem, at der er usikkerhed om, hvordan elbiler afgiftsbelægges?
! Ja, helt bestemt. Oktober har igen været en urolig måned for branchen, fordi der er uro om afgifterne.
? Er kontant tilskud til køb af grønne biler en god ide?
! Klimarådet foreslår et kontant tilskud, og det kan godt være en god idé. Det vigtige er dog, at elbilerne bliver billigere både i indkøb og i brug.
? Er den danske autobranche gearet til at servicere en million biler baseret på den nye teknologi?
! Ikke i dag. Der skal investeres i nye værkstedsfaciliteter. Der skal også uddannelse og efteruddannelse, men det er i høj grad producenterne, som står for det.
? Der er mangel på mekanikere. Bliver der også mangel på mekanikere og værksteder, der kan reparere elbiler?
! Vi forventer, at skoler og producenter får uddannet tilstrækkeligt med mekanikere. Erfaringsmæssigt er der mindre vedligeholdelse og færre reparationer på en elbil, men her forventer vi en lang og glidende overgangsfase, så vi tror på, at det naturligt vil stabilisere sig på det rigtige niveau.
Q&A: Gitte Seeberg om klimaplanen
Regeringen har en ambitiøs målsætning om, at der i 2030 skal køre en million elbiler rundt i Danmark. Er målet realistisk, og er branchen gearet til den grønne omstilling? AutoBranchen Danmarks direktør, Gitte Seeberg, svarer.