AFGØRELSE Selvom en bil har rundet de 17 år, har over 260.000 kilometer på tælleren og et prisskilt på bare 16.300 kroner, er man som køber stadig beskyttet af købeloven, når bilen er købt hos en forhandler. Det viser en dom fra Østre Landsret, hvor FDM og Dansk Bilforhandler Union førte sagen for hvert deres medlem.
Motor-magasinet har tidligere skrevet om sagen, da DBFU i første omgang vandt i Ankenævn for Biler og derefter ved byretten i Glostrup. Sagen blev herefter anket til landsretten, da FDM fandt spørgsmålet om forbrugerbeskyttelse vigtigt at få afprøvet i næste retsinstans.
Alder ingen undskyldning
Sagen handler om en forbruger, som havde købt en bil, der blev annonceret som både nysynet og serviceret, men efter bare 12 dage brød bilen sammen. Efterfølgende afviste Autohuset Ballerup ApS at afhjælpe fejlen med henvisning til, at der var tale om en billig brugt bil, og at køber derfor ikke kunne forvente andet. Men den går ikke, viser dommen fra Østre Landsret.
- Dommen har stor og principiel betydning for forbrugerne, fordi den meget klart slår fast, at en bilforhandler ikke kan tilsidesætte købelovens grundlæggende forbrugerbeskyttelse bare fordi, der er tale om en ældre bil til en lav pris. Hvis man som forhandler ønsker at sælge en bil, må man også acceptere forbrugerlovgivningen på området. Det synes vi kun er rimeligt, og derfor er vi også glade for, at dommen er så klar, siger afdelingschef i FDMs juridiske rådgivning Lennart Fogh og fortsætter:
- Når man køber en bil i en lavere prisklasse, må man selvfølgelig forvente, at den er slidt - men ikke slidt op. Særligt når en sælger, som i sagen her, slår på, at bilen både er nysynet og serviceret.
Manglede beviser
Det afgørende for sagens udfald har været den såkaldte formodningsregel, der findes i købeloven. Den siger, at det de første seks måneder efter et køb er sælgers ansvars at påvise, at en fejl ikke har været til stede ved købstidspunktet. I den pågældende sag har forhandleren imidlertid ikke villet undersøge bilen, da den brød ned og heller ikke sikret, at bilen blev undersøgt under retssagen. Derfor kunne forhandleren og DBFU ikke bevise, at fejlen ikke havde været på bilen på købstidspunktet.
Afgørelsen fra Østre Landsret konkluderer derfor, at der var tale om en væsentlig mangel, når bilen så kort efter købet brød ned. Derfor mener retten også, at forbrugeren kunne forvente en længere holdbarhed. Dommen betyder, at bilisten nu får sine pengene tilbage for bilen, inklusive renter.
DBFU: Tveægget dom
Hos brugtbilforhandlernes organisation, DBFU, er man ærgerlig over afgørelsen, efter at have vundet sagen for Autohuset Ballerup ApS i de to foregående instanser, Ankenævnet og i byretten.
- Landsretten ser åbenbart anderledes på sagen end de øvrige instanser, og vi må selvfølgelig acceptere afgørelsen. Men vi vil fortsat arbejde på at rykke grænserne for, hvornår man kan reklamere over en meget gammel og meget slidt bil, siger direktør i DBFU, Karl-Ove Pedersen.
Han tilføjer, at det er et tveægget svært, når FDM finder afgørelsen en vigtig og principiel sejr for forbrugerne:
- Landsretsdommen har jo den konsekvens, at dommen vil afskære en masse forbrugere fra at erhverve sig en rigtig billig bil - for sådanne biler vil fremover i højere grad blive afsat til købere med et cvr-nummer, så forhandleren kan fraskrive sig reklamationsforpligtelsen, siger Karl-Ove Pedersen.
Brugtbilforhandler taber principiel sag til FDM
FDM glæder sig over dom ved landsretten i købelovssag om en billig bil, der brød sammen 12 dage efter købet - DBFU ærgrer sig efter først at have vundet i ankenævn og byretten.