RESERVEDELE Der skal trækkes en streg i sandet, når det kommer til uoriginale skadesdele til biler. Det mener virksomheden Koed, der hiver en stribe skadesdele ud af portalen Autoflex på baggrund den heftige debat om originale kontra uoriginale reservedele - ført an af Motor-magasinet på baggrund af en rapport udgivet af foreningen SKAD. Henrik Høstrup Sørensen, der ejer Koed, som har specialiseret sig i BMW, mener, at tiden er kommet til at satse meget mere på brugte, originale reservedele.
- Der er simpelthen for mange tabere ved at bruge uoriginale skadesdele på biler i Danmark. De uoriginale dele har for ofte dårlig pasform, udhuler branchen for autogenbrug, og de er ikke nødvendigvis billigere. Så for os føles det ganske enkelt ikke rigtigt længere. Og derfor har vi truffet den her beslutning, siger Henrik Høstrup Sørensen.
Attraktiv pris og kvalitet
Det er rapporten ’Trafiksikkerhed og værditab i fokus. Uafhængig test af skadedele’, som SKAD og Force Technology udgav i februar, der har skabt det store postyr i autobranchen. Heri oplistes en række skadesdele og måles for, hvilke der har klaret diverse crashtest.
Hos Koed er der om tale skadesdele, der enten er produceret i i Italien eller som oftest i Asien, nærmere bestemt Taiwan. Men ifølge Koed-indehaveren skal der sættes en stopper for den massive import af dele, som lige nu strømmer ind i EU. I stedet skal man med hans ord udnytte de ressourcer, vi i forvejen har i Danmark, langt bedre.
- Der er et kæmpe udviklingspotentiale for brugte, originale dele i Danmark, og vi er kun lige begyndt. Der er tale om dele, som allerede er produceret og importeret hertil, og som med en god kvalitetskontrol er fuldt på højde med helt nye, originale dele. Så dem skal vi bare have mange flere af, fortæller Henrik Høstrup Sørensen og fortsætter:
De skal trække læsset
- Hvis vi kun tænkte på profit, kunne vi bare tilbyde endnu flere uoriginale skadedele, men SKAD-rapporten og debatten opfordrer jo entydigt til det modsatte. Bilejerne fortjener altid den bedste kvalitet, stor tryghed og minimalt værditab på deres biler. For deres skyld håber vi derfor inderligt at andre i branchen vil følge vores eksempel.
Selv om Koed trækker sine uoriginale dele ud af Autoflex, skal der hos landets leverandører og forsikringsselskaber også trækkes et læs.
- Det primære ansvar for større udbredelse af brugte originale dele kan i store træk lægges over på to led i værdikæden. Det er for det første leverandørerne, der i højere grad skal tage den faglige stolthed og kvalitetsansvaret på sig, og for det andet forsikringsselskaberne, der bør åbne endnu mere op for anvendelse af brugte originale dele, forklarer Henrik Høstrup Sørensen.
Værkstedsindehaveren mener også, at debatten har hidtil fokuseret meget på sikkerheden, men pasform og overfladekvalitet har også været oppe og vende en del gange. De fleste reparatører oplever at skader ofte opgøres med de billigste dele, og grundet den store tilgængelighed af uoriginale dele til lave priser, ser alt ok ud på papiret. Der er dog et men:
- Ofte er konsekvenserne for værkstederne blandt andet et stort behov for tilpasning, kompensation for manglende eller forkert overfladebehandling og lignende. Reparation af en skade med uoriginale dele medfører også flere "om’ere" på grund af den til tider mangelfulde kvalitet, og det er til besvær for både leverandører, værksteder og bilejere, fortæller Henrik Høstrup Sørensen.
BMW-folk trækker uoriginale dele tilbage
Virksomheden Koed mener selv, at man går forrest, når BMW-værkstedskæden nu fjerner dele fra portalen Autoflex.