23948sdkhjf

Uddanner sig til autoteknolog: Christian vil være værkstedschef

24-årige Christian Moselund blev for et par år siden uddannet personvognsmekaniker og har valgt at fortsætte sin uddannelse

MIN FREMTID - Det der med bøger og skole var egentlig ikke rigtig mig i folkeskolen. Jeg ville gerne have et fysisk arbejde og arbejde med mine hænder. Jeg ville ud at tjene nogle penge. Og så er jeg jo vild med biler.

Sådan siger den i dag 24-årige Christian Moselund, der for mange år siden tog en beslutning for fremtiden: Han ville gerne være mekaniker.

For to år siden blev han udlært. Men det var ikke nok for Christian. To drømme manglede at blive opfyldt.

Christian Moselund er chefmekaniker hos Voetmann Racing med Niklas Voetmann, som kører DTC. 

Christian Moselund blev chefmekaniker for Voetmann Racing efter kun to måneders samarbejde med teamet i 2017. 

Den 24-årige mekaniker er uddannet fra EUC Nord og Uggerhøj Biler i Frederikshavn. 

Uddannelsen til autoteknolog tager han hos Navitas i Århus.

- Jeg er meget glad for motorsport og har i mange år stræbt efter at blive en del af et team. Der er så mange følelser i motorsport. Op- og nedture, sammenhold. Det er en rutsjebanetur hver gang, man kører løb. Det er stærkt vanedannende, siger Christian Moselund.

En fremtid som værkfører
Drømmen gik i opfyldelse, da Christian Moselund i 2017 blev tilknyttet Voetmann Racing med Niklas Voetmann som kører.

Og her stopper drømmene ikke for den 24-årige mekaniker. Han er nemlig godt igang med at videreuddanne sig til autoteknolog, også kendt som "supermekaniker-uddannelsen".

Uddannelsen tager to år, hvoraf man er i praktik i tre måneder. Christian Moselund er i praktik hos værkstedskæden Skorstensgaard i Viby J., og udgangspunktet i praktikperioden er oplæring til værkfører, hvilket også er fremtiden, hvis det står til Christian selv.

- Lige nu taler Skorstensgaard og jeg om et job, og jeg tror på, at vi finder en løsning på et samarbejde i fremtiden. Vi taler i hvert fald lige så småt samme nu, siger Christian, der er færdig med sin uddannelse til autoteknolog til januar.

Skulle have taget en EUX
Hvis du skulle uddanne dig i dag, er der så noget, du ville gøre anderledes?

- Ja, da jeg i sin tid startede på mekanikeruddannelsen, tænkte jeg meget over, om jeg skulle tage mekanikeruddannelsen som en EUX. Det blev jeg dengang frarådet, fordi EUX-uddannelsen var på sit første år og ingen rigtig vidste, hvad det var for noget. Men det skulle jeg bare have gjort. Det havde været en fordel med en mere boglig uddannelse, når jeg siden valgte at gå autoteknolog-vejen, siger Christian Moselund.

Niklas Voetmann begyndte at køre i Danmarks højeste række - MASCOT Danish Thundersport Championship - i 2018 med Christian Moselund som chefmekaniker. Året før havde Christian været med til at føre Niklas Voetmann til stor succes i Yokohama Super Cuppen. 

Har du andre gode råd til de unge, der skal ud og vælge en uddannelse?

- Engager dig! Det gælder også, når du kommer i praktik, og når du senere får et arbejde. Lad være med at hænge dig så meget i, at du har ret til at møde klokken 7.30 eller gå hjem klokken 16.00. Vær kundeserviceminded, gå hjem når opgaven er slut, og kunden er tilfreds. Det kommer man absolut længst med.

Artiklen er en del af temaet Min Fremtid.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156