23948sdkhjf

El-biler er lidt fesne - men de er fremtiden

19-årige Marcus Madsen er EUX Mekaniker-elev på Skjern Tekniske Skole. Her bliver han uddannet i nyeste teori og praksis

MIN FREMTID Der er mor-biler, cool biler, familie-biler, racerbiler og mange, mange flere. De kører og kører som regel uden problemer, men en gang imellem blinker en lampe, motoren siger en ny lyd eller den vil ikke starte. Hvem kan hjælpe? Det kan Marcus.

Han er nemlig i gang med at uddanne sig til mekaniker:

- Alle kan skrue på en bil, men det er ikke alle, der ved, hvad de laver eller hvorfor de skal gøre, hvad de skal gøre. Selve det at stå og skrue i bilerne er nok 30-35 procent af uddannelsen her - her er lærerne nemlig også gode til at lære os, hvorfor vi gør, som vi gør, siger han.

Fremtidens mekaniker
At uddanne sig til mekaniker på Skjern Tekniske Skole kræver, at man har humor, for sjov og ballade er en del af skoledagen. Man skal desuden være omhyggelig, interesseret og have lyst til at lære nyt. Bilmarkedet ændrer sig nemlig hele tiden, og hvor vi for få år siden kun kørte benzin- og dieselbiler, kører der i dag flere hybrid- og el-biler på vejene.

Og hvem skal reparere dem? Det skal fremtidens mekaniker:

- Jeg tror, el-biler bliver det nye i en årrække - derefter bliver det brintbiler, siger Marcus Madsen, som ikke er vildt begejstret for de energivenlige biler:

- Det er da lidt fesent med en elbil. Den har jo ikke en rigtig motor, siger han og griner.

Ikke desto mindre bliver han og hans kammerater uddannet til at arbejde med el-bilerne. Eleverne får et stærkstrømskursus, så de ikke kommer til skade, når de skal arbejde med de anderledes motorer.

- Der er ikke noget, vi ikke kommer igennem her. Skolen har det hele og alt i udstyr og forskellige bilmærker, så vi bliver klar til at komme ud og arbejde på værkstederne.

Marcus Madsen har valgt at tage sin mekanikeruddannelse som EUX:

- Det har jeg gjort som en fremtidssikring. Jeg vil gerne have en studentereksamen, men jeg havde aldrig valgt en skole, hvor jeg skulle sidde stille fem dage om ugen, siger han og tilføjer:

- Min drøm er at blive selvstændig en dag. Det synes jeg, EUX forbereder mig godt på.
kbl

Artiklen er en del af temaet Min Fremtid.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.176