23948sdkhjf

Sindby fylder 100 år

Vejle-firma afslører nyt navn og logo på jubilæumsreception 16. november.

JUBILÆUM "Sindby gennem 100 år med kvalitet og tillid". Det har været sloganet for Vejle-virksomheden A/S H. Sindby & Co. gennem hele 2018, og det kulminerer med en fødselsdagsreception fredag den 16. november kl. 12.30 på firmaets adresse Edisonvej 11.

Det lå ellers ikke i kortene tilbage i 1918, da firmaet blev grundlagt af Hans Sindby, at man skulle bevæge sig ind i autobranchen. For med sin baggrund i snedkerfaget var det møbelproduktion og salg, der var det primære virkefelt for firmaet. Men et forbud mod import af træ fra Norge gjorde, at man måtte nytænke, og det blev begyndelsen på Sindbys virke inden for autobranchen.

Hans Sindby var kendt som en nytænkende mand og med et driftigt virke, samt en for datiden særdeles erhvervsaktiv hustru, blev grundstenen lagt. Frem mod anden verdenskrig voksede firmaets salg med produkter som afviserarme, trinbrædder og beslag primært fra Tyskland. Krigen satte en naturlig stopper for de aktiviteter, og mens krigen rasede, flyttede man fokus til cykler og dansk håndværk, så man holdt hjulene i gang.

Efter krigens afslutning blev fokus rettet mod engelske leverandører, så man igen kunne servicere kunderne med beslag og opbyggerdele til vognopbyggere.

Gradvist voksede firmaet, og flere flytninger blev nødvendige for at kunne klare efterspørgslen på firmaets produkter. Især gjorde introduktionen af tagbaggagebærere til både busser og biler, at man måtte udvide betydeligt, og til sidst endte H. Sindby & Co. på Avedøre Holme ved København.

Det var også i denne periode, at man optog gummiprofiler og gummiruller i programmet, noget som i dag nærmest er blevet et vartegn for firmaet inden for især industrien. Lageret rummer i dag ikke mindre end 1800 profiler, og man har et pænt stykke over 8000 i sortimentet. "Kan det tegnes, kan vi producere det", kommer det fra firmaets nuværende adm. direktør Keld Hansen.

Rykkede til Vejle

Den konstante vækst gjorde, at Sindby ønskede at etablere sig i det jyske med en filial. Her faldt valget på Vejle, efter at man havde afsøgt mulighederne i både Aarhus og Vejle. Det viste sig ret hurtigt at være en god idé, da det åbnede det fynske område for virksomheden.

Efterhånden som personvogne blev hver mands eje, opstod behovet for at kunne rette skader op, og et nyt forretningsområde blev tilføjet - karrosseri-værktøj. Et felt der i dag udgør et andet stærkt ben i firmaet, og som med garanti er det, Sindby er mest kendt for i autobranchen i dag.

- Vi har, siden vi etablerede os inden for karrosseri-delen, altid sørget for at have et komplet program, eller i hvert fald så tæt på som muligt. Dernæst har vores personale den nødvendige viden på området, så ingen køber katten i sækken, siger Keld Hansen.

Fokus på pladeværksteder

- Udviklingen har været spændende de seneste mange år, for der er kommet langt mere fokus på at reparere med og uden lakering. Samtidig er vi glade for det fokus der er på, at man udfører arbejdet efter bilproducenternes anvisninger. Det er til gavn for branchen, men især for Hr. & Fru Danmark, tilføjer direktøren.

- Hos Sindby har vi valgt at holde fokus på pladeværkstederne, og vi tilbyder kurser og igangsætning på vores produkter, samt en god garantiordning. Det tror jeg, har været, og er, kraftigt medvirkende til, at vi runder et rigtigt flot og skarpt hjørne, siger Keld Hansen.

Ejet af Bibus

Sindby blev i 2007 overtaget af den schweiziske koncern Bibus AG, der er et familieejet foretagende med over 1100 medarbejdere i mere end 30 lande, og man er i konstant vækst, nøjagtigt som det var ønsket fra Hans Sindby.

- Vi har, efter at vi blev en del af Bibus, genfundet de værdier, der kendetegnede Sindby familien og må konstatere, at det er det rette match. Afstanden fra Hr. Bibus til os er et telefonopkald, der er ingen mellemledere man skal igennem, så beslutninger tages umiddelbart, og så længe firmaets etiske og moralske værdisæt overholdes, så er der aldrig problemer. Jeg er så heldig, at jeg har arbejdet med, og holdt kontakten til, de ansatte, der har arbejdet under Hans Sindby, så på den måde har det været let at sammenligne og at rette firmaets kurs i den retning igen, siger Keld Hansen.

Mange gæster

Mere end 220 gæster har meldt deres ankomst til receptionen 16. november kl. 12.30-16 - blandt andre den schweiziske ambassadør. Det bliver også dagen, hvor Sindby skifter navn og logo - helt i firmaets ånd er det børnebørnene fra de to familier, der står for afsløringen kl. 13.30.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078