BREMSESTØJ Hyl og hvin, rystelser, skævtrækkende biler, bløde bremsepedaler og - ikke mindst - nedsat bremseeffekt. Det er de problemer, som manglende kendskab til noget af det mest elementære mekanikerarbejde, nemlig bremsereparation og udskiftning af dele, medfører.
En af verdens førende leverandører af bremsedele, Ferodo under Federal-Mogul, har gennem et par år oplevet at få mange klager fra værksteder og deres kunder. Derfor gennemførte producenten af OE- og eftermarkedsdele en undersøgelse på en række værksteder. Undersøgelsen viste overraskende, at ikke mindre end 50 procent - altså halvdelen - af mekanikerne lavede fejl på grund af manglende viden eller omhyggelighed med bremsedelene. På den nyligt afviklede au2messe gjorde Ferodo opmærksom på sin kampagne og på de mange fejlmuligheder i bremsearbejde på værkstederne.
Mekanikere laver alt for mange bremsefejl
Producenten af bremsedele, Ferodo, har igangsat en kampagne for at minimere kundeklager over forkert monterede og ødelagte bremseklodser.