23948sdkhjf

Retssag mod svindeltiltalt dækkonge i gang

Bent A. Nielsen efterlyser investorer, der vil hjælpe ham med at tilbagekøbe dæk-genvindingsvirksomheden Genan.

OPGØR Stifteren af først dækkæden Viborg Gruppen og senere dæk-genvindingsvirksomheden Genan i Viborg, Bent A. Nielsen, var torsdag i første retsmøde i byretten i Viborg. Anklagen er svindel for et stort millionbeløb, der kan give op til otte år fængsel, skriver finans.dk. Der er berammet 24 retsmøder frem til udgangen af marts 2019.

I en husstandsomdelt avis i Viborg op til retssagen bedyrer Bent A. Nielsen sin uskyld og vil frifindes. Heri beskylder han bagmandspolitiet for at have rejst ubegrundet tiltale efter pres i medier og fra pensionskassen PKA. I samme avis efterlyser Bent A. Nielsen investorer, der vil gå sammen med ham for at købe nu overskudsgivende Genan tilbage fra PKA.

Genan havde tilbage i starten årlige millionoverskud, da pensionskassen PKA investerede omkring 1 milliard kroner i form af aktier og lån. Men i sommeren 2014 undersøgte Genans revisionsselskab, Deloitte, regnskaberne - angiveligt efter tip fra en whistleblower.

Flere års regnskaber i et af hovedselskaberne, Genan Business & Development A/S, blev korrigeret, og virksomheden måtte tilføres millioner for, ifølge PKA, at undgå konkurs. Til sidst overtog PKA Bent A. Nielsens aktier, og stifteren blev meldt til politiet for mandatsvig og bedrageri ved at have forbrugt omkring 74 millioner kroner privat. Begge forhold har en strafferamme på op til otte års fængsel.

En væsentlig anklage mod Bent A. Nielsen handler om, at Genan i 2013 fik nye banklån på 1,23 milliarder kroner. Ifølge anklageskriftet var det en betingelse fra bankerne, at 420 millioner kroner, som en forvaltningsaftale omfattede, blev betalt tilbage. Bent A. Nielsen erklærede, ifølge bagmandspolitiet i strid med sandheden, at pengene var tilbagebetalt via en revisorerklæring fra Genans revisor, Deloitte-partner Bjarne Nielsen. Også Bjarne Nielsen er derfor tiltalt i sagen. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097