AU2MESSE Kun ét ord kan beskrive efterårets første af de store værktøjs- og værksteds-udstillinger, au2messen i Fredericia: Succes. Så stor trængsel var der i Messe C i den ene af de tre byer i den jyske trekant.
Men især to facts står lysende, efter at spotlights blev slukket torsdag aften: Det samlede besøgstal er en hemmelighed.
Og tro os: I år var den traditionelle Arizona-burger under pres.
Lad os tage det sidste først: Burgeren. Det er jo lykkes for au2parts at gøre netop burgeren til et af showets vigtigste kendetegn. Om der vitterligt er værkstedsfolk, der udelukkende kommer til Fredericia for at få en burger - det ved vi jo ikke. Men man kunne jo tænke sit, når man så køen foran kæmpeskiltet med Arizona skrevet med flammeskrift.
Så måske var det for at undgå den lange kø, at en ny sundheds-hotdog fik ekstra stor søgning.
Bedste messe hidtil
Efter to dage med trængsel alle steder i Messe C spørger vi au2parts direktør, Niels H. Skak: Tilfreds?
- Ja, meget tilfreds. Det er slet og ret den bedste au2messe, vi har haft indtil nu. Vi holder jo først og fremmest messen for at vores kunder og vi kan info-udveksle. Det er jo vigtigt for os alle - at være opdaterede så vi kan vide, hvor udviklingen går hen ad. Og så vil vi jo også gerne gøre en god handel; både vi og vores kunder. Der går jo købmand i den, ikke sandt?
Den bedste udstilling nogen sinde, går det fremad år for år?
- Ja, men det skyldes jo ikke mindst, at it fylder mere og mere i autobranchen. Og det kan jo godt være noget af en udfordring at gøre reklame for et nyt program - som f.eks. vores eget au2cloud - men her på en messe, med en sælger foran en skærm og mulige kunder foran sig; det fungerer.
Hvor mange besøgende var der så, Niels?
- Det er en forretningshemmelighed. Som hvert år. Men jeg kan da fortælle, at vi nu må udvide kapaciteten. Så nu er vi vokset så meget, at vi er vokset ud af hallerne i Roskilde, så vi næste år rykker ind i Bella Center på Amager.
Til næste år kører vi i Bella Center
au2parts adm. direktør Niels H. Skak var næsten helt ør over de mange besøgende til hans messe i Fredericia. - Som besøgstallet vokser, kan vi ikke være flere - så næste gang rykker vi ind i Bella Center, afslører han her.