VEJLEDNING Forbrugerombudsmanden barsler med en revideret udgave af sin spamvejledning. Bilbranchen har fået lov til at kigge med i udkastet og komme med kommentarer til den nye vejledning, hvorfra der er hentet et par "highlights".
Spamforbuddet gælder i forhold til alle modtagere, det vil sige uanset om henvendelsen sendes til en forbruger, en virksomhed eller en offentlig myndighed. Det er uden betydning, om henvendelsen rettes til en generel postkasse eller til en personlig modtager.
Spamforbuddet gælder for alle erhvervsdrivende. Det er afgørende, om den henvendelse, der sendes ud, er udslag af erhvervsvirksomhed, dvs. om den vedrører en økonomisk aktivitet, som har et erhvervsmæssigt præg/aktivitet.
Spamforbuddet omfatter enhver form for markedsføring, herunder imagemarkedsføring. Det betyder, at udover tilbud på virksomhedens produkter er også henvendelser med omtale af virksomheden (branding) eller virksomhedens produkter markedsføring.
Der er undtagelser
Tilfredshedsundersøgelser er ikke omfattet af spamforbuddet, hvis undersøgelsen har til formål at undersøge bestemte markedsforhold eller kunders tilfredshed.
Undersøgelsen må ikke indeholde unødvendige beskrivelser af virksomheden, virksomhedens logo eller anden form for branding. Ellers er det markedsføring omfattet af spamforbuddet.
Servicemeddelelser er heller ikke omfattet af spamforbuddet. Ved vurderingen af, om en henvendelse er markedsføring eller en servicemeddelelse, skal der lægges betydelig vægt på, om virksomheden har en egeninteresse i de dispositioner fra kundens side, som virksomhedens henvendelse vedrører.
En bilforhandler kan ikke lovligt sende uanmodede e-mails til kunder om bl.a. serviceeftersyn, dækopbevaring, udløb af fabriksgaranti eller serviceaftaler.
Sådanne henvendelser, som beskriver forhandlerens ydelser, er ikke rene servicemeddelelser, fordi formålet også er at reklamere for virksomheden og dens ydelser.
Samtykke skal indhentes på forhånd
Et samtykke til elektronisk markedsføring skal være indhentet forudgående. Dvs. at en virksomhed ikke må henvende sig ved brug af elektronisk post og bede om modtagerens samtykke til, at virksomheden kan sende markedsføring.
Det skyldes, at en henvendelse, hvor virksomheden beder om et samtykke, i sig selv er markedsføring.
Samtykket skal oplyse, hvilke(n) virksomhed(er) der gives samtykke til at modtage markedsføring fra. Det vil ikke være tilstrækkeligt, hvis det kun fremgår, at personen vil blive kontaktet af "samarbejdspartnere" eller øvrige virksomheder i koncernen", uden at disse er oplyst med navn.
Et moder- og et datterselskab eller søsterselskaber kan ikke anvende hinandens samtykkedatabaser, uden at personen har givet et samtykke til at modtage markedsføring fra alle de navngivne virksomheder i koncernen.
Det skal desuden fremgå, om virksomheden vil ringe, sende mail, sms eller anden elektronisk post. En oplysning om at virksomheden vil "kontakte personen via elektronisk post" eller "sende markedsføring", vil ikke være tilstrækkelig præcist.
Et samtykke til at modtage reklame pr. mail kan ikke udstrækkes til også at sende en person reklame pr. sms eller ved andre kommunikationsformer.
Virksomheder må kun rette henvendelse inden for de produktkategorier, som modtagere har givet samtykke til at modtage markedsføring om.
Hvis en virksomhed retter henvendelse om produkter, som modtageren ikke har givet et specifikt samtykke til, så vil henvendelsen være ulovlig.
Produktkategorier kan dog formuleres forholdsvist bredt.
Kunden kan altid fortryde
Samtykket skal kunne tilbagekaldes let og gebyrfrit. Det skal som minimum være muligt at tilbagekalde samtykket på samme medie, som markedsføringen bliver sendt fra. Virksomheden må dog gerne tilbyde supplerende muligheder for at framelde sig markedsføring, hvis dette er lettere.
Et samtykke kan tilbagekaldes hos den virksomhed, som på baggrund af samtykket sender markedsføring, eller den virksomhed, som indhentede samtykket.
Hvis det er virksomhed A, som har indhentet samtykket på vegne af virksomhed B, f.eks. som led i en konkurrence afholdt af virksomhed A, kan samtykket altså trækkes tilbage ved at kontakte enten virksomhed A eller virksomhed B.
Et samtykke kan bortfalde som følge af passivitet. Det er Forbrugerombudsmandens opfattelse, at der foreligger passivitet, hvis virksomheden ikke har anvendt samtykket i et års tid efter, at samtykket er indhentet.
Har en kunde i forbindelse med et køb selv opgivet en elektronisk adresse, kan sælgeren undtagelsesvist markedsføre egne tilsvarende produkter via den elektroniske adresse uden et forudgående samtykke.
Kunden skal dog have mulighed for at frabede sig henvendelserne, både når kunden oplyser sin adresse og ved fremtidige henvendelser.
Hvis en virksomhed sender markedsføring om tilsvarende produkter til en kunde efter denne undtagelse, skal virksomheden kunne dokumentere, at betingelserne for at anvende undtagelsen er opfyldt.
En virksomhed bør opbevare dokumentation for et samtykke, så længe virksomheden anvender samtykket og indtil to år efter, at det har været anvendt sidste gang.
Ny vejledning om spam
Forbrugerombudsmanden er på vej med en ny vejledning om, hvordan og hvornår man må sende markedsføring ud til nye og gamle kunder.