BILSALG Den såkaldte prismærkningsbekendtgørelse er tidligere i år blevet ændret, således at der ved annoncering og udstilling af motorkøretøjer nu, udover oplysning om mærke, model og salgspris, også skal gives oplysning om første registreringsår og oplysning om fabrikationsåret, såfremt den erhvervsdrivende sælger kendte eller burde kende dette.
Disse bestemmelser har der tidligere været skrevet om, idet de også bunder i princippet fra et par Højesteretsdomme fra 2012. Det er også den bekendtgørelse, der definerer at salgsprisen er den endelige pris for en given vare.
Det betyder at den endelige pris, er den samlede pris, som kunden skal give for den aktuelle vare, og at den oplyste og annoncerede pris skal indeholde leveringsomkostningerne.
Jeg har ikke indtryk af, at der er så mange, der er i tvivl om at prisoplysningerne nu skal indeholde leveringsomkostninger.
Derimod ser og hører jeg stadig adskillige eksempler på, at man som sælger ikke er opmærksom på vilkårene om oplysning om bilens fabrikationsår.
Bilen var ældre end angivet
Ankenævnet har netop taget stilling i en sådan sag, som kan være en god anledning til at erindre om denne oplysningspligt, som selvfølgelig primært rammer mærkeforhandlere, eftersom de jo i hvert fald kender eller burde kende fabrikationsåret.
Det kan imidlertid også sagtens ramme sælgere af brugte biler, idet en forkert oplysning om fabrikationsåret betragtes som en urigtig oplysning, og dermed i sig selv er en mangel i henhold til Købeloven.
Den konkrete sag fra Ankenævnet havde egentlig alle elementer. Bilen blev købt brugt af en forbruger i maj 2016 hos en autoriseret forhandler af det pågældende mærke. Bilen havde kørt 7.000 km. og var registreret første gang i oktober 2015.
I annoncen for den pågældende bil var anført den korrekte første registreringsdato, ligesom der var angivet "modelår 2015".
På et tidspunkt efter købet bliver kunden opmærksom på, at bilen ikke har TPMS - altså det på 1. registreringstidspunkt lovpligtige dæktrykovervågningssystem.
I samme forbindelse finder han ud af, at bilen er kommet til Danmark i februar 2014, og at det er en 2014 model. Den var på registreringstidspunktet omfattet af en dispensation for det manglende TPMS, hvilket kunden heller ikke var blevet oplyst om.
Kunden krævede et afslag i købesummen, hvilket forhandleren afviste. Han begrundede afvisningen med, at bilen var registreret første gang i 2015 og at fabriksgarantien først var startet på det tidspunkt. Kunden havde endvidere fået bilen 29.000 kr. under nyvognsprisen, og havde efter forhandlerens opfattelse derfor ikke lidt noget tab.
FIk kunden medhold?
Ankenævnet var ikke enig i forhandlerens opfattelse. For det første var bilen annonceret som "modelår 2015" hvilket var en urigtig oplysning, eftersom bilen i hvert fald senest var produceret primo 2014. Dette var i sig selv en mangel efter Købelovens § 76 stk 1 nr. 2.
Desuden var der udstyrsforskelle, idet bilen jo ikke havde TPMS. Der var dog ikke tale om væsentlige modelmæssige ændringer, men blot en mindre udstyrsforskel.
Ankenævnet nåede derfor frem til, at der skulle betales et afslag, som skønsmæssigt blev fastsat til 8.000 kr., bl.a. med henvisning til præmisserne i Højesteretsdommene fra 2012.
Denne sag omhandler en bil solgt i 2016 og således inden ændringen af prismærkningsbekendtgørelsen. Hvis bilen havde været købt efter 1. januar 2018, ville udfaldet have været det samme, men begrundet i prismærkningsbekendtgørelsen.
Afgørelsen viser helt klart, at man som sælger skal sikre sig, at oplysningen om modelår er korrekt, og hvis man ikke kender fabrikationsåret, skal man hellere undlade at oplyse det, end at skrive noget forkert.
Men er man mærkeforhandler, og sælger en bil af eget mærke, kan man ikke blot undlade den oplysning, idet man i så fald burde kende fabrikationsåret på biler af det mærke, man selv forhandler.
Tjek stelnummeret
Endelig vil jeg lige benytte lejligheden til at opfriske forskellen på en bils årgang og modelår, som mange vist ikke helt har styr på.
En bils årgang fastsættes ud fra første registreringstidspunkt. Den i sagen omhandlede bil er derfor en "årgang 2015". "Fabrikationsåret", som nu skal oplyses i henhold til de ovennævnte bestemmelser, er som ordet siger, det år hvor bilen er fabrikeret. Den omhandlede bil er derfor (nok) fabrikeret i 2014 - men kan i realiteten også godt være fabrikeret i 2013.
"Model" eller "modelår" relaterer sig til de modelmæssige ændringer på den pågældende bil, og kan på mange mærker aflæses i stelnummeret som 10. ciffer efter VIN nr. systemet. Modelåret skifter ofte i sidste halvdel af et kalenderår, og er derfor ikke nødvendigvis lig med fabrikationsåret.
Der er ingen der har lovet, at det skal være let at sælge brugte biler.
JURA: Få styr på bilens årgang
Det kan være svært at hitte rede i forskellene på modelår og fabrikationsår. Få overblikket her.