23948sdkhjf

Dækfirma flytter til ny adresse i Ringe på Fyn

Dæksalgsvirksomheden A/S Ovethi - Dansk Dæk Service flytter pr. 29. oktober til nye lokaler og opgraderer samtidig udstyret.

FLYTNING Kielbergvej 20B, 5750 Ringe. Sådan kommer der fremadrettet til at stå på brevpapiret hos A/S Ovethis midtfynske afdeling, der flytter til nye lokaler pr. 29. oktober.

- Efter 21 år på Industrivej i Ringe har vi fået behov for, at der skulle ske noget nyt - og da lejemålet i de nye, flotte lokaler på Kielbergvej blev en mulighed, slog vi til, fortæller Lars Schmidt, der er økonomi- og driftsdirektør hos A/S Ovethi med hovedkvarter i Gelsted på Vestfyn.

De helt nye lokaler, som virksomheden snart indtager i Ringe, er væsentligt større end de gamle - faktisk hele 682 kvadratmeter. Om lokalerne fortæller Lars Schmidt:

- Vi har længe haft brug for mere plads, og i de nye faciliteter kan vi for alvor boltre os. Her får vi for eksempel væsentligt mere lagerplads og et mezzanin-dæk med plads til ekstra opbevaring.

Nye maskiner

Også på materiel-siden sker der en opgradering i forbindelse med flytningen.

- Vi glæder os rigtig meget til at vise vores kunder et opgraderet, topmoderne dækcenter med et stort udvalg af tidens mest avancerede udstyr til servicering af person-, vare- og lastvogne samt køretøjer inden for industrien og landbruget. For eksempel har vi investeret i en ny kæmpe spore-stand og en ny afbalanceringsmaskine samt en ny lastvogns- og landbrugsdæk-monteringsmaskine. Så vi foretager en opgradering hele vejen rundt, forklarer han.

Afslutningsvis understreger Lars Schmidt, at nogle ting dog heldigvis forbliver de samme:

- Trods de mange nye tiltag i forbindelse med flytningen er der én ting, vi holder fast i - og det er selvfølgelig vores personale, der stadig er de samme dygtige medarbejdere som altid.

A/S Ovethi - Dansk Dæk Service, der blev grundlagt i 1954 og beskæftiger godt 70 medarbejdere, har 12 afdelinger fordelt over hele landet, nemlig i Hjørring, Randers, Uldum, Grindsted, Varde, Kolding, Sønderborg, Holstebro, Gelsted, Odense, Ringe og Herlufmagle.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127