ELBILER Regeringens stort anlagte klimaplan får knubbede ord med på vejen af partierne uden for regeringskredsen. Socialdemokraterne kalder planen for et "fromt håb", mens støttepartiet DF gentager ønsket om en total omlægning af bilafgifterne.
- Regeringen vil ikke forpligte sig på, at én million grønne biler er et mål. Jo mere man kratter i overfladen, desto mere ligner det et fromt håb hos statsministeren. Det er ikke noget, han er klar til at sætte politisk handling bag, siger Jesper Petersen, skatteordfører for socialdemokratiet.
Ifølge den nuværende elbilaftalen forhøjes registreringsafgiften på elbiler fra 20 procent til 40 procentaf den normale afgift, når salget af nye elbiler når 5000 eller senest 1. januar 2019. Målet er i forhold til 1. januar 2016, og det er man langt fra.
S og R ønskede en beslutning før sommerferien om en forlængelse af den lave købsafgift for at skabe ro på elbilmarkedet. Men Skatteminister Karsten Lauritzen fremhæver, at det manglende salg af elbiler opvejes af plugin-hybrider, og derfor er der reelt ingen penge til at forlænge indfasningen af afgifter for elbiler.
Det ræsonnement køber Jesper Petersen ikke.
- Måltallet på de 5000 handler om elbiler, ikke om plugin-hybridbiler, fastslår Socialdemokratiets skatte-ordfører. Han regner følgelig med, at staten har tjent på, at elbiler ikke har kostet så meget i mistede afgifter som forudsat.
Samtidig har regeringen og DF sat afgifterne ned på konventionelle biler uden at tage hensyn til el-, hybrid- eller brintbiler, anfører han
- Det er en politisk slingrekurs og oversalg af regeringens politik. Der er ingen opfølgning på statsministerens vidtløftige ord om 2030. De 10.000 lavemissionsbiler i 2019 og 2020 er et forslag til et nyt loft over antal solgte biler med de gunstige forhold. Regeringen anslår, at initiativerne bil bringe tallet op på 7000 grønne biler. Der er en manko på 3000 biler. Også på det punkt giver regeringen udtryk for at være grønnere end hvad indholdet faktisk kan bære, siger oppositionspolitikeren.
Jesper Petersen savner blandt andet en særlig tilskyndelse til offentlige indkøbere, så der kunne komme flere kommunale grønbiler på vejene. Han ønsker også at beholde minimumsafgiften ved kommerciel opladning af elbiler. Afgiften står til en forhøjelse ved udgangen af 2019.
DF kræver reform
Dansk Folkeparti benytter den genopstået snak om bilafgifter til at gøre et nyt forsøg på at komme igennem med en afgiftsreform, der omlægger værdiafgiften til en teknisk baseret afgift.
Det sker i forhandlingerne, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) indledte i sidste uge om elbiler og øvrige grønne biler såsom brint- og biogasdrevne køretøjer.
De forhandlinger kan blive mere omfattende og længerevarende end autoforhandlere bryder sig om, og det er regeringens skyld, mener gruppeformand Peter Skaarup (DF).
- Regeringen ønskede ikke at lave en aftale sidste år, der favoriserede de miljøvenlige biler med et nyt system, men kun lappe på registreringsafgiften for at stoppe snakken om bilafgifter og få ro på markedet,.
- Nu har regeringen selv startet snakken med udspillet omkring elbiler. Det vil være oplagt at målrette afgiftssystemet, så man gavner de miljøvenlige biler, fortsætter Peter Skaarup og henviser til Norge. I dag er markedet ikke kun drevet af miljøvenlighed. Det skal vi have det til, siger DF’s gruppeformand Peter Skaarup.
DF ønsker, at bilafgifterne giver lige så meget efter som før afgiftsomlægningen, altså en provenuneutral reform.
På spørgsmålet om, hvor hurtigt der kan landes en aftale, svarer Peter Skaarup:
- Det kommer an på regeringen. Vi er optimister. Regeringen vil lægge en masse om, men det står uklart, hvor de vil finansiere de der 50-70 og måske 90 milliarder kroner, som det vil koste frem mod 2030. Regningen ved at udfase (benzin- og dieselbiler) er monumental, slutter Peter Skaarup.
Vil nedsætte kommission
Statsminister Lars Løkke Rasmussen sagde i sin tale ved folketingets åbning, at "Vi vil lukke for salget af nye diesel- og benzinbiler. Og om 17 år skal hver eneste nye bil i Danmark være en el-bil eller anden form for nuludledningsbil."
I regeringens klimaplan skal der nedsættes en transportkommission, der til næste efterår - efter folketingsvalget - afleverer analyser og forslag til udbredelse af grønne biler. Desuden skal kommissionen give forslag til, hvordan de bilrelaterede afgifter på cirka 50 milliarder kroner kan sikres eller erstattes.
S angriber Løkkes klimaplan
Regeringens plan rækker kun til 7000 nye grønne biler de næste to år, fastslår socialdemokratiet. DF gentager krav om afgiftsreform.