Jura: Må du forskelsbehandle lærlinge?

AUTO-JURA Tvister mellem lærlinge og mestre kan behandles mange forskellige steder. Den typiske situation, hvor lærling og mester er raget uklar og den ene part ikke længere ønsker at være i aftaleforholdet, behandles i Tvistighedsnævnet.

Andre konflikter kan behandles andre steder, og som eksempel på det kan nævnes, at Ligebehandlingsnævnet kan behandle spørgsmål om, hvorvidt ligebehandlings- og forskelsbehandlingsloven er overtrådt.

Disse love kræver, at mænd og kvinder behandles lige, og at forskellige minoriteter ikke forskelsbehandles - det være sig på grund af hudfarve, race, religion og tro, politisk anskuelse, alder, seksuel orientering, handicap eller andet.

Fælles for disse love er, at de gælder for alle ansættelsesforhold, uanset hvordan de i øvrigt er skruet sammen - de gælder altså overalt på arbejdsmarkedet.

Tvister under disse love behandles generelt i Ligebehandlingsnævnet.

Synshandicappede klagede

I september 2018 tog Ligebehandlingsnævnet stilling til en sag, hvor en lærling påstod, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af et synshandicap. Dette handicap medførte helt konkret, at han ikke kunne gennemføre sin uddannelse og derfor krævede han en kompensation fra sin mester. Det fik han dog ikke medhold i. Sagen var som følger:

En ung mand var kommet i lære som ejendomsservicetekniker på en skole. Uddannelsen krævede, at han skulle kunne betjene maskiner, der krævede et traktorkørekort. Dette kompetencekrav var en forudsætning for at bestå uddannelsen og blive færdigudlært, jf. regler herom fastsat af Undervisningsministeren.

Lærlingen havde en medfødt sygdom, der medførte tics i øjet og et nedsat syn med ca. 60 %. Han bar som følge heraf særlige briller, der afhjalp de værste udfordringer med synet. Sygdommen og den medfølgende synsnedsættelse indebar dog, at han ikke ville kunne få kørekort - af nogen art. Han havde tidligere fået svendebrev som knallertmekaniker, i hvilken forbindelse han havde fået en dispensation fra kravet om knallertkørekort, da han heller ikke kunne få det.

Læreforholdet blev påbegyndt i 2015, og i sommeren 2017 blev han indkaldt til møde, hvor lærepladsen meddelte, at han ikke kunne få svendebrev, da han ikke kunne få kørekort. Den tekniske skole, han havde været tilknyttet, blev kontaktet for at undersøge, om han kunne få en dispensation fra kravet om kørekort, hvilket ikke var muligt.

Lærlingen påstod, at han havde været udsat for forskelsbehandling på grund af synshandicappet og gjorde gældende, at der var tale om et ubetydeligt handicap, at det var et ligegyldigt krav, der ikke havde nogen betydning for udførelsen af de normale opgaver i uddannelsen, at han i øvrigt havde gennemført uddannelsesforløbet fuldt tilfredsstillende, og at han tidligere havde fået en dispensation.

Endelig påpegede han det problematiske i, at han overhoved var blevet tilladt at opstarte uddannelsen, når det stod klart fra starten, at han aldrig ville kunne færdiggøre den.

Læreplads frifundet

Lærepladsen påstod frifindelse. Lærepladsen henviste især til, at de ingen indflydelse havde på læringsmålene, ligesom de kun kunne vurdere de praktiske færdigheder, han skulle oparbejde under praktikopholdene.

Den tekniske skole var også indklaget i sagen, og den påstod tilsvarende frifindelse. Til støtte for frifindelsespåstanden gjorde de gældende, at de ikke havde en lovgivningsmæssig mulighed for at give dispensation - det var simpelthen ikke en mulighed iht. loven. De vedkendte dog, at de burde havde rådgivet lærlingen bedre om, at han ikke ville kunne få svendebrev, da han aldrig ville komme til at få kørekort og dermed opfylde samtlige uddannelsens kompetencemål.

Ligebehandlingsnævnet bekræftede indledningsvist, at de var i stand til at behandle sagen både overfor lærepladsen, men også overfor den tekniske skole.

Dernæst bekræftede de, at lærlingens fysiske udfordringer udgjorde et handicap i forskelsbehandlingslovens forstand, idet forholdet var en langvarig begrænsning i lærlingens muligheder for at deltage i arbejdslivet på lige fod med andre arbejdstagere.

Da kravet om kørekort var indført ved lov som en del af uddannelsens kompetencemål, så var lærlingen ikke blevet diskrimineret - der var med andre ord ingen valgmuligheder for hverken skole eller læreplads.

Hvad kan vi lære af sagen?

I de senere år har der været et ekstremt stort fokus på især forskelsbehandling af handicappede - et fokus, der har været særlig udtalt omkring fleksjobansættelser. Afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet viser, at arbejdsmarkedet i stigende grad skal kunne håndtere handicap i alle typer af ansættelsesforhold - også læreforhold.

I bakspejlet burde den tekniske skole have rådgivet lærlingen væsentlig bedre om, at han aldrig ville kunne færdiggøre uddannelsen.

Selvom mange håndværksbrancher skriger på lærlinge, så skal de ikke nødvendigvis optages på uddannelserne for enhver pris, og det er ærgerligt for en ung mand at have "spildt" i hvert fald to år på grund af mangelfuld rådgivning.

Selvfølgelig kan ingen fratage ham de kompetencer, han i øvrigt havde opnået under uddannelsesforløbet, men nogen burde have taget et ansvar og oplyst ham, at et svendebrev aldrig ville kunne komme på tale.

Den eneste mulighed, lærlingen reelt set har, vil være at få lovgivningen ændret, så han ville kunne opnå en dispensation - men den proces kan være ærgerlig og tung.