23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Motor-magasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

EU mildner klimakrav til bilindustrien

Danmark kritiserer forhandlingsforløb om klimakrav til person- og varebiler.

EMISSION EU’s ministerråd under ledelse af Østrig og EU-parlamentet skal finde et kompromis mellem 35 og 40 procent CO2-reduktion for nyproducerede personbiler i 2030 i forhold til 2021.

EU-landenes "generelle indstilling" blev vedtaget i disharmoni og ved kvalificeret flertal sent tirsdag 9. oktober.

Fire lande stemte imod og fire lande stemte blankt, oplyser den østrigske mødeleder, bæredygtigheds- og turistminister Elisabeth Köstinger (ÖVP).

Danmark er blandt de seks lande, som ifølge nyhedstjenesten Euractiv højlydt udtrykker skuffelse over forhandlingsforløbet, fordi det østrigske kompromisforslag blev udvandet i løbet af dagen. Det sker i en erklæring, som Irland er initiativtager til. De øvrige lande er Holland, Sverige, Slovenien og Luxembourg.

Tyndt grønt farvelag
- Vi er i gang med at male en bil, der kører på fossile brændstoffer, grøn med et tyndt farvelag. Ridser man lidt i lakken er den stadig sort underneden, erklærede den danske topembedsmand, som vikarierede for energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V). Den danske regerings forhandlingsposition var "mindst 40 procent", som et enstemmigt europaudvalg besluttede fredag 5. oktober.

Sverige gik til mødet i Luxembourg med 50 % som udgangspunkt.

Varebiler slipper med 30 %
De 35 procent for personbiler er en stramning i forhold til EU-kommissionens forslag og den tyske position på 30 procent.

Derimod forblev kravet til varebilers CO2-udligning på 30 procent. Det samme gælder det oprindelige mellemvejsmål på 15 procent reduktion i 2025.

EU-parlamentets position blev vedtaget onsdag 3. oktober og siger 40 procent reduktion for begge køretøjstyper.

Bod og kreditter
Forslaget indeholder såkaldte superkreditter, der skal tilskynde bilfabrikker til at sælge nul- og lavemissionsbiler (dvs. under 50 gram CO2 per km). Overtrædelse af gennemsnitsnormen koster 95 euro per gram CO2 per kilometer, altså 708 kroner per gramkm.

Kompromiset skærper kravet til måling af bilers emissioner. Målte og ikke teoretiske værdier skal bruges ved beregningen af bilers miljøklasse, der baseres på WLTP-metoden.

Videre skal EU-kommissionen udarbejde bindende mål for 2035 og 2040.

Den vedtagne position vil føre til en reduktion af vejtransportsektorens CO2-udledning med 23 procent fra 2005 til 2030, fremhæver klima- og energikommissær Miguel Arias Cañete.

Forhandlingerne begynder i dag (onsdag 10.oktober) mellem EU’s ministerråd, EU-parlamentet og EU-kommissionen i den såkaldte trilog.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.078