23948sdkhjf

Limousine i dødsulykke dumpede sikkerhedstjek

En limousine fra en ulykke med 20 dræbte i New York havde for nylig fejlet et sikkerhedstjek.
BILER En limousine, der lørdag forulykkede og dræbte 20 mennesker i byen Schoharie i delstaten New York, dumpede en sikkerhedskontrol i sidste måned og burde slet ikke havde været ude på vejen.

Samtidig manglede chaufføren den nødvendige tilladelse til at køre sådan et køretøj.

Det fortæller New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, på et pressemøde mandag, skriver nyhedsbureauet AP.

Delstaten har midlertidigt lukket det firma, der ejer limousinen, Prestige Limousine, mens politiet undersøger årsagen til ulykken, der fandt sted lørdag eftermiddag lokal tid.

Myndighederne mangler blandt andet at klarlægge, hvor hurtigt limousinen kørte, og hvorfor den kørte gennem et T-kryds for enden af en bakke i stedet for at stoppe.

Ulykken er den mest dødelige trafikulykke i USA i næsten et årti. 

20 mennesker omkom i Schoharie, da den forlængede Ford Excursion-limousine fra 2001 undlod at standse ved et T-kryds og bragede ind i en parkeret firehjulstrækker.

Ved ulykkesstedet stod en del mennesker ved en forretning.

17 passagerer i limousinen og bilens chauffør blev dræbt. Det samme gjorde to personer ved forretningen.

Limousinen kørte med familie og venner, der var på vej til en 30-års fødselsdag.

Uvist om seler blev brugt

Ifølge Robert Sumwalt, formand for USA's havarikommission, var limousinen udstyret med nogle sikkerhedsseler, men det er uklart, om de blev brugt. Den forlængede limousine havde plads til i alt 19 passagerer.

Undersøgelser skal blandt andet vise, om chaufføren forsøgte at bremse.

Der er ikke fundet bremsespor på vejen, men Robert Sumwalt oplyser, at det kan skyldes vejrforholdene eller ABS-bremser, der forhindrer køretøjets hjul i at blokere under kraftig opbremsning.

Kilde: Ritzau

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094