BILIMPORTØR Volkswagen Group er i dag repræsenteret over hele verden, men kun i ni lande i Europa er det en ekstern samarbejdspartner, der tager sig af import og detailsalg. Skandinavisk Motor Co. skrev sidst kontrakten under i 2003, og koncernen har siden taget sig af det danske marked på vegne af Volkswagen Group, herunder mærkerne Audi, Skoda og Seat.
Samarbejdet har de sidste 15 år været en succes, dog er meget sket i bilbranchen siden, og for at gøre samarbejdet og kontrakten tidssvarende, var en større genforhandling nødvendig, oplyser SMC.
Succesen kan aflæses i salgstallene - således er VW i Danmark fra 2009 til 2017 vokset fra 5,7 til 14 procent i markedsandel på personbiler.
Den nye kontrakt mellem VW og SMC er helt frisk og blev forleden officielt markeret i Wolfsburg ved en ceremoni - den træder i kraft fra den 1. april 2020, oplyser adm. direktør for Skandinavisk Motor Co., Ulrik Drejsig, til Motor-magasinet.
SMC indgik dog den oprindelige aftale med VW helt tilbage i 1948 - altså for 70 år siden.
I øvrigt er de danske forhandler-kontrakter også så godt som på plads, for Skoda er det netop sket pr. 30. september, mens det vil ske for de danske Audi-og VW-forhandlere fra 30. november i år.
På forkant med ny teknologi
I et digitalt samfund hvor teknologien hele tiden udvikler sig, er selskaber nødt til at agere hurtigt, når de ønsker at være på forkant. Den nye aftale med Volkswagen Group skal blandt andet sikre, at Skandinavisk Motor Co. beholder det fremtidsorienterede mindset.
- Hvis vi skal fortsætte med at være de førende i branchen, skal vi hurtigt kunne agere på nye markedstendenser og teknologiske fremskridt. Derfor var der behov for en aftale, der løbende kan opdateres, i takt med at markedet og teknologien udvikler sig. I vores nye kontrakt er der plads til det uforudsete. Det er vi rigtig glade for, dels fordi det viser stor tillid til os, dels fordi det er nødvendigt for at holde sig forrest i bussen, siger Ulrik Drejsig.
Den nye importør-kontrakt er underskrevet med plads til løbende tilføjelser, og tager højde for teknologi, der hverken er udviklet, bygget, eller tænkt på endnu.
- I hele Semler Gruppen, som Skandinavisk Motor Co. er en del af, har vi som ambition at sidde på forsædet, når det kommer til innovation og fremtidens teknologi. Bilbranchen er i konstant forandring, og af samme årsag er en importør-kontrakt nødt til at være fleksibel og dynamisk nok til at tage højde for teknologi og markedstendenser, der endnu ikke er udviklet, siger Ulrik Drejsig.
Det er de visioner, som Volkswagen Group med den nye aftale har købt ind på.
Tæt kunderelation
Ved at have sikret en dynamisk kontrakt, der løbende kan tilpasses samfundets udvikling, får SMC stor bevægelsesfrihed i deres ageren på det fremtidige marked. Det skal ses som en anerkendelse af performance og vækst i de senere år.
- Branchen står over for et paradigmeskift. Forhandlingen med Volkswagen Group har derfor også været anderledes, end den var tilbage i 2003. Vi har en knowhow på det danske marked, og en tæt relation med kunderne, der gør, at vi hele tiden kan have fingeren på pulsen ift., hvad markedet efterspørger. Det og vores danske resultater de seneste syv år er naturligvis med til, at de fortsat vil køre med os. Nu kan begge parter nyde godt af samarbejdet, og sammen kan vi sætte rammerne for fremtidens bilindustri, siger Ulrik Drejsig.
SMC skal føre VW ind i fremtiden
Skandinavisk Motor Co. har indgået ny aftale med Europas største bilproducent Volkswagen Group og skal fortsat være deres danske samarbejdspartner. Den nye aftale skal gøre VW til det førende bilmærke på fremtidens teknologi.