LOVGIVNING Hos Philips og virksomhedens automotive spiller Lumileds har man et problem. Man har netop lanceret virksomhedens bedste linje indtil nu til forbruger- og eftermarkedet af LED-lys, der overgår halogen med flere længder - bogstavelig talt. På den anden side er teknologien fortsat ikke endelig godkendt til brug på eftermarkedet ude på eksempelvis danske værksteder og hos bilforhandlere, der vil tilbyde bedre lys til kunderne.
Forklaringen skal findes i den standardisering, eller mangel på samme, der er på området for lysteknologi til forlygter. Philips har netop sendt en ny retrofit-serie på gaden, kaldet Philips X-tremeUltinon LED. Teknisk overgår den halogen med over 200 procent, men i forhold til salg stopper legen desværre hurtigt. Det fortæller Anders Grønbech, som er business development manager hos Lumileds.
- Forlygter er et sikkerhedsprodukt, og desværre er godkendelsesprocessen i EU meget langsommelig. Det betyder, at vi har et produkt, der i praksis ikke er lovligt at sælge på eftermarkedet. Primært fordi det ikke standardmæssigt passer ind i alle biler, selv om det lysmæssigt er langt bedre end eksempelvis halogen, siger Anders Grønbech.
Han kan på nuværende tidspunkt ikke komme med en konkret liste over biler og producenter i forhold til, hvor LED-lyset uden problemer kan sættes i - rent lavpraktisk inde i lygtehuset. Overordnet set kan han dog sige:
- Som udgangspunkt burde lygtehuse med en springfjeder kunne få LED-lys sat i. Men på grund af lovgivningen kan det lige nu kun markedsføres som et offroad-produkt, der kun kan bruges på alt andet end gadebiler, forklarer Anders Grønbech.
Flere år undervejs
Motor-magasinet var allerede tilbage i 2016 inde på problematikken om LED-lys solgt på det europæiske eftermarked, hvor også Philips var bannerfører i forhold til den manglende godkendelse.
Desværre er Anders Grønbech stadig noget forbeholden i forhold til at håbe på et snarligt gennembrud.
- Man skal nå til enighed blandt alle EU’s medlemslande, der i fællesskab kan udforme håndfaste regler på området. Det tager desværre rigtig lang tid. Vi kan dog glæde os over, at man i eksempelvis USA, Australien og flere asiatiske lande for længst har godkendt det her LED-lys til eftermontering. Vi håber selvfølgelig på det samme i EU snart, siger Lumileds-manden.
Baglygter er anderledes
Philips er som koncern dog stadig optimistisk i forhold til et marked og eftermarked for LED-lys på biler. Det gælder eksempelvis diverse produkter til blink- og baglys. Her stilles der mere lempelige krav til, hvad lys skal kunne, og ifølge Anders Grønbech er man her noget tættere på at få en godkendelse i forhold til at sælge lyset.
- Teknisk skyldes det, at det meste af den LED-teknologi som findes til blinklys og baglygter, passer perfekt hvad angår fatninger. Det betyder, at man behøver at komme ud i en helt så omfattende godkendelsesproces, for lyset passer.
Nordisk wild west
Selv om man skulle tro, at sagen dermed var lukket, lever LED-serien i bedste velgående hos Philips - også på eftermarkedet. Faktisk er markedet vokset kraftigt de senere år. Det skyldes ifølge Lumileds-manden, at markedet for autobranchen i Danmark er lidt af et wild west, hvis man sammenligner med vores nordiske naboer.
- Produktet må godt sælges, men det må ikke sættes på gadebiler. Alligevel viser vores tal, at salgskurven er klart opadgående for LED i Danmark. Også selv om produktet principielt ikke kan sættes i. I Sverige har man en større berøringsangst, hvor vi i Danmark ser ud til at være lidt mere afslappede, hvad det angår, siger Anders Grønbech.
Paradoks: LED stemples fortsat som ulovligt
Trods overlegne tekniske egenskaber kan Philips og Lumiled fortsat ikke sælge en LED-serie lovligt på eftermarkedet.