23948sdkhjf

Ajour med autobranchen

Nyheder fra den danske branche: Ny brændstofmærkning, A-Klasse lån udbredes, dansk bilvaske-statistik, nyt koncept i trailerleasing.

Ny brændstof-mærkning fra oktober

Et nyt brændstofmærke skal gøre det lettere for bilisterne at finde den rigtige benzin og diesel til bilen i hele EU, samt i Norge, Schweiz, Island, Tyrkiet m.fl. Fra oktober skal standere og pistoler være forsynet med et mærke, der angiver mængden af bioethanol i brændstoffet. Også nye biler vil fremover være forsynet med det nye brændstofmærke på eller omkring tankdækslet og fortælle, hvilket brændstoftype den enkelte bil kan køre på. For nye benzinbiler vil mærket være E10, som angiver, at bilerne kan køre på E-mærket benzin op til E10. Frem til 2020 vil der herhjemme ikke blive ændret på procenten af bioethanol i brændstoffet, som altså fortsat kun vil være E5 og B7. Det er dog muligt, at E10-benzin på sigt også introduceres i Danmark.

A-Klasse lånekoncept udbredes

Det utraditionelle oplevelseskoncept, City Escapes, hvor alle kvit og frit har kunnet låne den helt nye Mercedes A-Klasse til at flygte ud af byen for at opleve natur og kultur i juli og august i, har taget københavnerne med storm. Flere end 2.800 bookninger, og et direkte generede mersalg og leasing af A-Klassen på et ikke oplyst antal, får nu Mercedes-Benz i Tyskland og herhjemme til at undersøge mulighederne for at bringe konceptet til flere danske og europæiske byer. Ideen til City Escapes er dansk udtænkt og bygger videre på tanker om utraditionelle koncepter og samarbejder, som ligger bag Mercedes-Benz’ kulturelle platform Prxjects, der er et tæt samarbejde med musikere og kunstnere om at udvikle, udgive og vise musik, kunst og kultur. Det mest besøgte danske udflugtsmål i perioden bag rattet i en A-Klasse var Møns Klint.

Så meget vasker danskerne bil

Der er langt mellem de meget beskidte biler i Danmark. Kun to procent af danskerne vasker aldrig deres bil. Omvendt vasker to procent bil hver uge, viser en meningsmåling fortaget af Epinion for BFR Benzinforhandlernes Fælles Repræsentation, som i et par år har stået bag kampagnen vaskbilmedomtanke.nu. Undersøgelsen viser også, at når bilen vaskes, foretrækker 76 procent at gøre det i en vaskehal i stedet for hjemme i indkørslen, hvor det beskidte vaskevand risikerer at havne i miljøet. Halvdelen af de adspurgte vasker bil mindst en gang hver måned. 13 procent vasker bil 2-3 gange om måneden, mens over en tredjedel - 35 procent - gør det én gang om måneden. Herefter bliver intervallerne længere; 28 procent vasker bil hver tredje måned, 9 procent en gang hvert halve år og ligeledes 9 procent sjældnere. BFR konkluderer, at der er behov for information om, hvordan man kan vaske bilen og samtidig skåne miljøet.

Nyt koncept i trailer-leasing

Glad Trading A/S, der også står bag import af Ifor Williams trailere i Danmark, lancerer nu et koncept til såvel private kunder som erhvervsdrivende med privatleasing af trailere gennem selskabet TrailerLeasing. Selskabet håber at ramme et segment af kunder, som har behov for en dyr autotrailer, kassetrailer, hestetrailer eller tip-trailer, men som ikke ved, om de har lyst til at eje. Hos TrailerLeasing kan de komme af med traileren igen efter blot 12 måneder, og ellers løber leasingaftalen i 36 måneder med "all inclusive", herunder også kaskoforsikring. 
 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219