DELE Det brogede felt af reservedelsaktører i analysen havde over en bred kam svært ved at få indtjeningen til at gro i 2017. Resultatet før skat faldt således hos 25 ud af 35 aktører i segmentet. En del af tilbagegangen på indtjeningsfronten skal dog tilskrives omstruktureringer, opkøb, frasalg og investeringer i fremtiden.
Det afspejles i, at blot fem selskaber melder om utilfredshed med resultatet for året i deres årsrapporter, mens 18 erklærer sig tilfredse*.
Auto holder de store kørende
Store industriaktører som Meneta, Nissens og Tajco med mere end tusinde ansatte voksede alle på toplinjen - men reducerede resultatet før skat.
Indtjeningen faldt også hos lidt mindre aktører som Budweg Caliper, Triscan og Roulunds Braking.
Solstrålehistorien blandt producenterne er sliddelsvirksomheden Scandinavian Brake Systems (SBS), som ganske vist ikke voksede på toplinjen, men til gengæld mere end fordoblede resultatet før skat. Hos Automotive-segmentet skyldes fremgangen især effektiviseringer i forsyningskæden og prisoptimeringer i markedet, oplyser SBS i sin ledelsesberetning. Samtidig er omkostningerne fra det nu frasolgte forretningsben Notox ved at være hegnet ind, selvom egenkapitalen stadig er blodrød.
Også hos kølergiganten Nissens levede automotive-forretningen op til forventningerne og kastede et tilfredsstillende resultat af sig. Nissens fortsatte sin vækststrategi med en omsætningsstigning på 4 procent. Og faldet på bundlinjen skyldes især renteswap og en utilfredsstillende udvikling i virksomhedens vindsegment.
Meneta, der producerer og sælger bremsekomponenter, melder, at årsagen den gruppens samlede indtjeningsfald er, at koncernens kinesiske og indiske selskaber ikke levede op til budget sidste år. Til gengæld leverede de danske forretninger bedre end forventet.
Hos rørhale-specialisten Tajco er det et fald i de finansielle indtægter, der holder udstødningsproducenten fra at leve op til bundlinjen fra 2016.
Alt i alt vidner udviklingen om, at autobranchen i Danmark ikke er hovedårsagen til de vigende resultater hos de største reservedelsvirksomheder.
To værkstedskæder forbedrer positionen
Værkstedskæderne** Skorstensgaard og Quick-Pot kørte begge to forrest i feltet i 2017. Begge er blandt den begrænsede skare, der tjente mere sidste år sammenlignet med året før.
Skorstensgaard, der også er vokset i antal værksteder og på toplinjen, tegner sig således for segmentets næsthøjeste bundlineforbedring - efter SBS.
Quick-Pot øgede resultatet før skat med næsten 80 procent - sjettemest af alle. I den tungere ende af tabellen ligger Euromaster. Dæk- og værkstedskæden har reelt ikke tjent penge siden 2001, og de seneste fem år har Euromaster tabt mere end 150 mio. kr.
Reservedelsaktører mistede momentum
TOP 100 Blot tre ud af ti i reservedelsanalysen tjente flere penge i 2017.