HYBRID Ford Mondeo er kendt for sin enorme plads og sine hurtige, sporty, skarpe, dynamiske køreegenskaber - kald dem hvad du vil. Her er så den nyeste variant, Mondeo 2,0 HEV Sedan som den hedder officielt; de fleste siger sikkert bare Mondeo Hybrid.
Og den adskiller sig markant fra alle de hidtidige blå ovaler i businessclass. Pladsen er uændret (pånær i bagagerummet) - men bilens måde at køre på: Vendt 180 grader rundt. Mens den hidsige Mondeo koncentrerer sig om en kombination af komfort og dynamiske køreegenskaber er fokus i Mondeo komfort og køre lige ud så billigt som muligt.
Derfor er Mondeo her nu i en hybrid-version med en kendt 2,0-liters, 4-cylindret benzinrækkemotor kombineret med en elmotor. Elmotoren lades op under kørslen og kan ikke lades op "udefra," så altså traditionel hybrid og ikke plugin-hybrid.
En anden Mondeo-fordel er pladsen, ikke mindst pladsen på bagsædet. Da karrosseriet er præcist som i "almindelige" Mondeoer er dette argument for bilen stadig i behold.
STYRKER & SVAGHEDER
✔ Langt på literen
✔ Plads i kabinen
✔ God førerplads
÷ Bløde køreegenskaber
÷ Bagagerum
÷ Pris
MEKANIKEREN SKAL VIDE:
Mondeo Hybrid er som navnet siger en hybrid uden ekstern lademulighed. Det ændrer dog ikke på, at bilen både har en benzinmotor, en elmotor og et batteri til elmotoren, der trækker. Derfor er der både benzin- og elteknik i bilen - så derfor: Her er orange kabler, der signalerer, at her skal man holde nallerne væk, hvis man ikke har den særlige uddannelse til at servicere og reparere hybridbiler.
Resten af Mondeoen er sm alle andre Mondeoer, altså en bil efter øjeblikkets standardopskrift inkl. motor med turbo. Undervogn og bremser rummer ingen overraskelse overhovedet.
Men gearkassen er ikke helt som de fleste. For at sikre et så effektivt forbrug som muligt er motorerne ikke koblet til en manuel gearkasse, men til et automatgear, der sikrer, at motorens omdrejningstal hele tiden er så tæt på det mest forbrugs-rigtige som muligt. Gearkassen er af type CVT automat. Og den hverken reagere særligt hurtigt eller særligt præcist - altså opfører den sig som alle de andre CVT-kasser.
SÆLGEREN SKAL VIDE:
Det er en hybrid. Det er en bil med to motorer! Det er jo det helt store salgsargument lige her og nu. Salgstallene beviser, at mange danskere nu har købsviljen til at købe andet end en bil på benzin eller diesel. Og de nyeste afgiftsregler gør hybrid og plugin-hybrid til forholdsvis billige biler.
Bilen er opgivet til godt og vel 22 km/l. Men som altid er det i høj grad kørerens højre fod, der bestemmer det virkelige forbrug. Her hører det dog med til seriøs kundevejledning at forklare, at en bil af denne type har forholdsvist let ved at nå de 22 km/l, når man kører på strækninger, hvor man ofte bremser - læs i byer eller måske i køer. Her kørte vi ofte langt over 20 på literen. Mens lange stræk med ensartet hastighed ikke giver nogen hybrid-fordel - her havde vi vanskeligt ved at nå 17 km/l.
Det er også reelt at oplyse, at en Mondeo Hybrid er en komfortabel bil. Og omvendt, den er ikke en sporty bil, som mange ellers forbinder med en Mondeo.
Testbil i denne artikel: Ford Mondeo 2,0 HEV Sedan til 349.150 kr.
Andre varianter af Ford Mondeo: F. eks. Mondeo 1,5 EcoBoost, 165 hk, 342.470 kr. og 2,0 TDCi, 180 hk, 401.295 kr.
Bil Motor Effekt Acc. Forbrug Udslip Pris
Mondeo 2,0 R4 + e 140 hk 9,2 sek. 22,7 km/l 99 g/km 349.150 kr.
Optima 2,0 R4 + e 205 hk 9,4 sek. 62,5 km/l 37 g/km 348.979 kr.
Prius 1,8 R4 + e 112hk 11,1 sek. 29,4 km/l 78 g/km 303.970 kr.
*) Vi sammenligner Ford Mondeo 2,0 HEV Sedan med Kia Optima Hybrid Plug-in og Toyota Prius Hybrid. Bemærk, at Kiaen er en plugin-hybrid.
Biltest for professionelle Ford Mondeo 2,0 Hybrid
Så, nu er også Ford med på hybridbølgen. Den Blå Oval lancerer Mondeo med både el- og benzinmotor. Her er dens chancer.