23948sdkhjf

Salget af brugte dieselbiler sætter rekord

Danske bilkøbere trodser debat om emissioner og dieselfri byzoner - bilforhandlere har tjent gode penge på tysk dieselfrygt.

STATISTIK En pæn stigning i antallet af solgte brugte dieselbiler viser, at danskerne ikke er bange for at købe diesel frem for benzin- eller miljøbiler. En del danske bilforhandlere har forstået at udnytte markedet og købt dieselbiler billigt op i Tyskland for salg i Danmark.

Det vurderer Bilbasen/Bilinfo i en analyse lavet for Motor-magasinet. Fra Bilbasen siger analytiker Jan Lang, at diesel langt fra er dødt, selv om alle argumenter var imod dieselbiler i foråret og op til sommerferien. 
 

- Det er helt forståeligt, at mange har stillet spørgsmålstegn ved dieselteknologien efter VW-skandalen og den opblussende debat om emissioner og dieselfri byzoner. Men danskerne er grundige bilkøbere, der ser på totaløkonomi, ligesom de godt kan vurdere, at de skal købe Euro 5 og især Euro 6-biler af hensyn til miljøet og fri kørsel i miljøzoner, hvilket brugtbilsalget jo også afspejler i forhold til markedets overvægt af nyere brugte biler fra nybilsalget for 3-4 år siden. Man kunne have frygtet en hård reaktion på grund af uvidenhed, men den har de danske bilkøbere gjort til skamme, som tallene jo også viser, siger Jan Lang.


Der blev i andet kvartal 2018 solgt 54.103 brugte dieselbiler, hvilket er rekordmange set over en periode på fire år. I forhold til første kvartal i år er det godt otte procent mere (se grafik). Stigningen skyldes blandt andet store årgange brugte dieselbiler sendt på markedet af leasingselskaberne. Og kurven er opadgående.

Dog er antallet af benzinbiler steget endnu mere fra første til andet kvartal i år - med godt 13 procent fra 86.757 til 98.861 biler.

Godt købmandskab

Jan Lang fortæller, at priserne i Tyskland nu igen er stabiliseret, efter at have været meget lave indtil april måned i år.

Dieselsalget også op i Sverige
Et stort udbud af 3-4 år gamle brugte dieselbiler i Sverige har på lignende vis givet øget salg som i Danmark. Her gik det brugte dieselbil-salg 10,9 procent op i andet kvartal og nåede også her rekord

- Bilforhandlerne i Danmark har generelt udvist godt købmandskab og købt billigt op i Tyskland, da priserne var lave, og hvor især biler som BMW 5-serie faldt markant i kølvandet på den tyske diesel-debat. Vi har eksempelvis afleveret data fra Mobile.de, som vi samarbejder med, til flere danske bilforhandlere, der har villet købe op i Tyskland, fortæller Jan Lang.

Han roser autobranchen i Danmark for at have haft is i maven.

- Der er en udbredt interesse i autobranchen for diesel-tendenser, hvor mange taler om dieselbil-salget. Det er min vurdering, at der vil være godt salg i såvel nye som brugte dieselbiler flere år frem i tiden, fordi de giver køberne god brændstoføkonomi og tager hensyn til miljøet, også hvad angår de populære SUV’er og MPV’er, siger Jan Lang.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203