UNIKT Nej - her er ingen vildfarne mødre med bleskift og babyer. Nyheden om Puslepladsen i Silkeborg har ganske vist bredt sig hastigt over Facebook; men mest blandt byens bilforhandlere og vognmænd for lastbiler, busser og taxier. Og det er netop det primære kundesegment for idemændene, far og søn Stig og Søren Bak Sørensen, der blandt andet også står bag DS Autolak samt Silkeborg Klimacenter, som importerer klima-komponenter.
Sammen har de etableret et vaskecenter med avanceret toppen af poppen-teknik fra Washtec, til såvel personbiler som store køretøjer i et tidligere busværksted, der ligger som nabo til Arriva på Bavnehøjvej.
- Vi synes, der var for dårlige puslefaciliteter i byen på de fem offentlige bilvaskesteder. Da vi fik mulighed for at overtage de 800 kvadratmeter her, var det oplagt at skabe et sted med mulighed for at stå inden døre og tørre og polere efter vask - som naturligvis skulle døbes Puslepladsen, smiler Stig Bak Sørensen.
Flere vaske end budgetteret
Allerede her fire måneder efter start kører 30 procent flere biler end budgetteret gennem hallens skumtæpper og vandtåger.
- Og så er vi ikke engang nået til den sure årstid, hvor stedet først rigtig kommer til sin ret. Vi har ganske vist ikke en super offentlig beliggenhed, men mange bilforhandlere, som vi i forvejen kender personligt via vores to andre forretninger, ligger tæt på. De benytter vores vaskeanlæg, fordi det er i professionel kvalitet, så de reelt kan spare en egentlig klargøring af salgsbilerne, siger Søren Bak Sørensen. Han og faderen er ikke nervøs for konkurrence fra den nyopførte Washworld-afdeling tre kilometer væk til 69 kroner månedligt for fri vask. Den er ikke i nær samme vaskekvalitet, mener de to indehavere.
Ikke tid til at holde i kø
Far og søn har mulighed for at indrette stedet med en vaskemaskine mere, om nødvendigt. For de er bevidste om, at bilforhandlere ikke vil holde i kø. Puslepladsen har åbent kl. 06-23 - en del private vasker også gerne efter kl. 22. God rengøring af vaskebane, toiletter mv. sørger indehaverne selv for - det er vigtigt som psykologisk trækplaster; er omgivelserne pæne og rene, er kunderne mere glade for resultatet.
- Vi kunne jo håbe, at Silkeborg med sit motto om at være grøn by, forbød hjemmevask - det ville være win-win for os, siger Stig Bak Sørensen.
Ser gerne ideen kopieret
De to iværksættere har ikke tanker om at udvide med flere lignende haller i andre byer, men har ikke noget imod, at andre kopierer deres koncept.
- Vi har nok at lave, og der har allerede været flere og kigge os ud for at lure vores indretning og "topdollar service" med lækkert venterum, toiletter, klude og plejemidler samt måtte-rensemaskine. Men vi håber da, at Washtec får noget ud af at kunne kopiere vores fælles projekt, for det har været et super samarbejde, siger Stig Bak Sørensen.
Fra Washtec fortæller salgskonsulent Peter Olesen, at opførelsen har været en nyskabende udfordring.
- Det har været unikt for os at skulle indrette biologisk rens af vaskevand to steder - til både personbiler og erhvervskøretøjer - samt dobbelt betalingsautomatik, som vi har udviklet sammen med vores underleverandører. Det er helt sikkert, at et sådant indendørs vaske- og puslekoncept kunne skabes i andre større byer med mange bilforhandlere, siger Peter Olesen.
Pusleplads i ly for regn og vind
Centeret ”Puslepladsen” i Silkeborg er først og fremmest for bilforhandlere og værksteder, der nu kan stå indendøre og finpudse og ordne salgsbiler – en klargøring kan klares her i kraft af vaskehallens professionelle vaskekemi.