SUV Som type er den nye BMW X2 bare endnu én i den lange række af de nye høje, der pumpes ud fra stort set alle bilfabrikker nu. Vel er X2 af tyskerne selv defineret som en SUV, men den skiller sig ud: X2 er lavere, hvorfor den er den hidtil bedst kørende af alle SUV’er med to fordele: X2 kører lettere og hurtigere gennem sving, og den kan undvige hurtigere og dermed sikrere.
Det automatiske spørgsmål mange herefter vil stille er, jamen, er Bimmeren så ikke alt for hårdt affjedret? Svaret er nej, den er ikke for hård. De ingeniører, der har ansvaret for affjedringen inkl. dækkene, har haft held til at ramme en passende balance mellem hård og blød,
I kraft af så sporty køreegenskaber placerer X2 sig i en klasse, hvor den stort set er alene. Der er dog to, der er næsten lige så sporty, men de befinder sig helt andre steder i SUV-universet: Mini Cooper Countryman kører godt, men den er jo noget mindre, Porsche Macan kører godt, men den er jo meget, meget dyrere.
MEKANIKEREN SKAL VIDE:
Vel er X2 som type en SUV og vel er den teknisk tæt på en X1. Men tag ikke fejl, afstemningen af bilens komponenter, især undervognen, fører til en bil, der kører helt anderledes, nærmere som en 3’er med sportsundervogn. Forklaringerne gemmer sig i afstemningen af undervognen, fælgenes diameter og dækkenes profil. Plus det faktum, at en X2 er lav af en SUV at være.
Motorerne er et udvalg af 4-cylindrede rækkemotorer på benzin eller diesel. I Danmark benzin fra 140 til 192 hk og diesel fra 150 til 190 hk. I udlandet findes der flere motorer.
Hvor trækakslerne sidder: X2 findes som forhjulstrækker og som firehjulstrækker. Og dermed altså IKKE som baghjulstrækker. Frit valg mellem mærkets manuelle og automatiske gearkasse.
X2 er samtidig en af markedets mest digitale biler. Med X2’s såkaldte Connected+-tjeneste har man forbindelse mellem ejerens smartphone og bilen. Dertil et stort udvalg i førerassistenter. X2’s adaptive fartkontrol virker hurtigt og præcist.
SÆLGEREN SKAL VIDE:
BMW er jo kendt som den med baghjulstræk med al den køreglæde, det nu indebærer. Men det er ingen selvfølge længere.
Det gælder den nye SUV-serie, X2. Ja faktisk er ingen af X2’erne baghjulstrukne; de enten trækker på forhjulene eller på alle fire. Men - og vi råber et højt MEN her - alligevel er alle X2’erne proppet med den type køreglæde, mange forbinder med BMW: En skarp og præcis styring og i det hele taget en bil, der nøje følger rattets bevægelser.
Bilens anden store fordel er dens udseende - i hvert fald overfor kunder, der går efter en SUV, men i øvrigt mener, at den ikke nødvendigvis skal være mere firkantet end en Legoklods.
Det er oplagt at tro, at det coupé-agtige karrosseri ville føre til ringe plads på bagsædet. Der er dog ikke tilfældet; der er overraskende god bagsædeplads i en X2.
Så hvad er problemet? At for nogle kunder er SUV slet og ret forbundet med en form, der i højere grad signalerer Ecco-sko end sneakers. Plus en ting mere: Prisen.
Testbil i denne artikel: BMW X2 20d SUV Xdrive Steptronic til
Andre varianter af BMW X2: F.eks. X2 sDrive 18 til 420.705. og X2 sDrive 20 til 478.114 kr.
Bil Motor Effekt Acc. Forbrug Udslip Pris
X2 2,0 R4 190 hk 7,7 sek. 20,8 km/l 124 g/km 508.378 kr.
Q3 2,0 R4 150 hk 9,3 sek. 20,4 km/l 128 g/km 386.222 kr.
Macan2,0 R4 252 hk 6,5 sek. 13,5 km/l 167 g/km 995.397 kr.
*) Vi sammenligner BMW X2 sDrive20d med Audi #3 2,0 TDI og Porsche Macan.
BILTEST FOR PROFESSIONELLE: BMW X2
Vi finder BMW-forhandlerens bedste argumenter for at sælge en X2'er. Og kigger under frontklappen for at lede efter teknikken, der er særlig interessant for værkstedet.