UNIKT Historikken hos Dansk Special Lakering ligner næppe en, man finder ret mange andre steder i den danske autobranche lige nu. Blandt nogle af kunderne tæller den britiske fodboldstjerne Wayne Rooney, den danske tennistop Caroline Wozniacki og så nogle af verdens rigeste ejere af luksusyachts. Hertil et utal af bestilte opgaver for danske kunder med lidt særlige krav til autolakering af alt fra biler til 10.000 og til 100 millioner kroner.
Ja, Jeppe Knudsen har med egne ord prøvet alt, der er at prøve som autolakerer, siden han i 2006 startede som selvstændig med firmaet, der kom til at hedde Dansk Special Lakering. I dag findes det i Rønde på Djurs og så i en relativt nyåbnet afdeling i Viby i Aarhus. De to afdelinger er vidt forskellige, både når det kommer til opgaver og kundetyper.
- Vores lokaler på Djurs er dedikeret til klassiske eller specialbiler, der oftest kræver lidt mere af os end normalt, hvor i mod, Viby-afdelingen primært tager sig af skadesarbejde. Så det er på alle måder to helt forskellige tilgange til den her branche, og det er nok ingen hemmelighed, at jeg personligt er mest tiltrukket af de job, vi får lov at lave på specialbiler, forklarer indehaveren Jeppe Friis Knudsen, der er udannet autolakerer og som i dag står i spidsen for 16 ansatte og to lærlinge.
I starten lavede han ikke andet end de meget unikke opgaver, men da den økonomiske krise satte ind i slutningen af 2008 ændrede det sig. Her måtte han i stedet sadle en smule om, og skadesreparationer blev nødvendigt for holde forretnings hjul i gang.
- Men jeg holdt fast i tilgangen til, at der altid vil være en efterspørgsel efter de lakeringer, der går ud over blot de almindelige skadesreparationer, der i sagens natur også er bundet op på forsikringsselskaber. Og langsom steg den del af forretningen igen, fortæller Jeppe Friis Knudsen.
De helt særlige
En af de særlige kompetencer, som virksomheden Dansk Special Lakering har sat sig på, er blandt andet det at kunne lakere med krom. Ifølge indehaveren er det område i kraftig vækst.
- I teorien kan vi leve alene af kromlakeringer, fordi vi er de eneste i Danmark, som mestrer det på flere forskellige overflader. Vi kan lave det på metal, træ og sten, og det er der meget få andre, som kan. Men vi har ikke tiden og ressourcerne til alene at lave det, selv om jeg egentlig gerne ville, siger Jeppe Friis Knudsen.
Dansk Special Lakering bruger ikke den store tid på at holde sin hjemmeside helt up to date. I stedet bruger Jeppe Knudsen og lakfolkene virksomhedens Facebook-side til at vise, hvad man løbende har af projekter, og hvilke særlige opgaver, der løber ind.
- Eksempelvis fik vi forleden seks millioner visninger på en krombehandling, vi har lavet. Så der er masser af mennesker, der kigger med og synes, det her er fedt.
Men hvorfor lige krom. Hvordan opstod din interesse for det?
- Jeg ejer selv en Lauge Jensen-motorcykel, præcis som de opgaver vi har lavet for både Wayne Rooney og Caroline Wozniacki. Den ville jeg gerne have lavet en kromopgave på, hvorefter jeg sender cyklen til Italien. Da jeg så får den tilbage, lidt det bogstaveligt talt lort. Så her beslutter jeg mig for, at det må jeg og vi simpelthen kunne gøre bedre selv. Herefter gik jeg i gang med at specialisere mig, forklarer Jeppe Friis Knudsen.
- Jeg er perfektionist helt ind til benet. Det er lige meget om det drejer som om biler til 10.000 kroner eller flere millioner kroner. Og det er lige meget, om det er lakering, krom eller en tredje ting. Det skal gøres ordentligt.
Passion og god tid
Hvis man beskæftiger sig med skadesreparationer, tager den gennemsnitlige behandling i runde tal mellem to og tre timer. Det kan selvfølgelig svinge, men så snart man taler klassiske biler eller biler, hvor der for kunderne er en særlig historie, er villigheden der til at vente længere. Det skyldes naturligvis, at de opgaver ikke er bundet op på en forsikringssag.
Rooney, Wozniacki og krom
Jeppe Knudsen fra Dansk Special Lakering er vant til, at lakopgaver skal udføres til perfektion.