23948sdkhjf

Elbilerne kommer - og har politisk bevågenhed

Der er sket en mærkbar vending i elbilmarkedet, skriver chef for brancheforeningen Dansk Elbil Alliance, Lærke Flader, i denne klumme.

TREND Efter en historisk varm sommer, der mindede mange af os om, at klimaforandringerne er reelle, ser jeg frem til et spændende efterår, hvor nye elbiler, elbusser og også elektriske lastbiler kommer på markedet.

Jeg glæder mig over, at den del af den grønne omstilling som jeg arbejder med - nemlig vejtransporten, gør store fremskridt.

Allerede i foråret skete der en mærkbar vending i elbilmarkedet, hvor især opladningshybridbilerne fik godt fat i danskerne. Faktisk så godt, at jeg i går mødte to folketingspolitikere, som begge havde købt en opladningshybrid til deres familier. Den ene kunne stolt afsløre, at han efter flere måneder endnu ikke havde brugt en hel tank benzin.

Det er nye tider for elbilbranchen, når politikerne nikker indforstået, mens man taler om, hvor fedt det er at mærke accelerationen i en elbil.

Derfor ser jeg frem til, at der i efteråret kommer flere modeller at vælge mellem for danskerne, især mange elbiler med lang rækkevidde. Om under en måned præsenterer Mercedes deres nye elbil EQ, Nissan vil inden længe præsentere en Leaf med større batteri, Hyundai og Kia sender elbiler med rækkevidde på over 400 km på markedet, og der er meget mere på vej i 2019.

I mange år har folk spurgt mig, hvornår kommer elbilen, der kan erstatte min gamle benzinbil? Med det mener folk selvfølgelig en elbil, som kan oplade lige så hurtigt, som man kan tanke en benzinbil og køre lige så langt som en benzinbil med fuld tank.

Vi når tæt på i de kommende måneder.

De elbiler som kommer på markedet nu, har 3 gange så lang rækkevidde som tidligere og kan oplade 2-300 nye kilometer på 20 minutter. Det betyder, at man kan besøge familien i den anden ende af Danmark med højest et kort stop for at oplade bilen undervejs. Den lange tur sydpå i sommerferien vil stadig kræve flere stop end i en fossilbil, men det vil bestemt være muligt. Ellers kan man jo gøre som de to folketingspolitikere og købe en opladningshybrid. Så kan man køre på el til hverdag og nyde de gode køreegenskaber en elmotor giver, og nøjes med at køre på benzin på de lange ture.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.129