23948sdkhjf

Ikke alle har champagnen på køl

Der sælges nye biler som aldrig før. Men der jubles ikke alle steder.. Chefredaktøren liner de frie værksteders problematik op.

LEDER Ja, bilsalget gjorde præcis som isvaffelsalget - steg til vejrs i sommervarmen. Men det mest interessante ved bilsalget lige nu er dybest set ikke hvor mange biler, der sælges - men hvilke biler, der sælges.

Det er ikke længe siden top tyve over månedens bilsalg var én lang opremsning af mikroer. Se nu listen over de mest solgte biler i juli: To, ja to af de billigste er på listen. Det er up! og Aygo. Resten er dyrere biler som Qashqai og Passat.

Alt andet lige er der mere avance på dyrere biler end på billigere. Så der må drikkes champagne af den dyre slags hos importørerne og hos forhandlerne. Også ude på nogle værksteder er der også grund til at skåle i bobler. For erfaringen her er klar: Købere af dyrere biler er parate til at købe mere udstyr, til at tegne flere serviceordninger, til at vedligeholde mere og i det hele taget være langt mere loyale overfor det bilmærke, de nu kører i.

Men i én del af autobranchen er der grund til at være bekymret over den seneste udvikling; nemlig blandt de frie værksteder. For meget tyder på, at bilejernes vilje til at passe bedre på deres nye, større bil får dem til at søge mod mærkeværkstederne. Hvor efterlader det de frie værksteder?

Den bekymring deler vi på Motor-magasinet, og vi vil sammen med branchens parter søge efter holdbare løsninger.

Når det er sagt, er der efter en forrygende bilsommer grund til at glæde sig over en branche, der i den grad kan selv. Modsat f.eks. landbruget, der nu er på vej til at modtage støtte som følge af tørken. Hvor var hjælpen, da autobranchen i efteråret 2017 lå stille som følge af de politiske slagsmål på Borgen?


Gas geben!

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.19