Dansk Le Mans-vinder bliver toer i amerikansk mesterskab
MOTORSPORT Den danske racerkører Michael Christensen fortsætter sin gode 2018-sæson.
Christensen, der i juni vandt Le Mans i LM GTE Pro-klassen, var natten til mandag dansk tid med til at sikre den samlede andenplads i det amerikanske sportsvognsmesterskab Pirelli World Challenge GT SprintX.
Sammen med den amerikanske holdkammerat Spencer Pumpelly lå Christensen i Porsche 911 GT3 R på tredjepladsen inden weekendens to løb i Salt Lake City.
Men en tredje- og en andenplads i weekendens løb rakte siden til en samlet andenplads.
Lørdag satte Christensen sit aftryk ved at føre bilen fra femte- til andenpladsen. Søndag kørte han den fra femte- til tredjepladsen, lyder det i en pressemeddelelse.
- Vi vidste, det ville blive svært at få andenpladsen i mesterskabet, men jeg er rigtig glad for, at det lykkedes. Særligt efter en weekend hvor vi ikke helt havde farten, siger Michael Christensen.
- Men vi kørte to fejlfrie løb, hvor jeg vil mene, at vi fik mere ud af det, end vores fart egentlig rakte til.
- Så jeg er meget tilfreds med både min egen og teamets præstation, og det føles også ekstra tilfredsstillende, at vi alligevel fik optimeret det, vi kunne og fik kørt andenpladsen i mesterskabet hjem, fortsætter han.
Michael Christensen sætter sig bag rattet i sin Porsche allerede i den kommende weekend.
Efter sejren på Le Mans kørte han sig i front i verdensmesterskabet for sportsvogne, og den føring skal forsvares ved tredje afdeling af WEC, der afvikles på Silverstone i England.
Kilde: Ritzau