LEDELSE Skorstensgaard nåede nye højder i 2017 med åbningen af tre nye værksteder i Esbjerg, Taastrup og Haderslev, og dermed fik flere danske bilejere end nogensinde før mulighed for at få repareret bil til "tyske værkstedspriser", der er kædens slogan. Det har medført positiv vækst på både top og bundlinje med et driftsresultat på knapt 10 millioner kroner.
I forbindelse med offentliggørelsen af årsregnskabet siger CEO Anders Skorstensgaard:
- Årsresultatet er tilfredsstillende og har indfriet ledelsens forventninger. Vi forventer markant vækst i 2018 på toplinjen grundet vækst med 7-10 afdelinger, hvor bundlinjen forbliver på samme niveau eller bedre end 2017.
Business Intelligence System
- Væksten i "gamle" afdelinger skyldes blandt andet Skorstensgaards selvudviklede Business Intelligence System, som klart bidrager til øget produktivitet og effektivitet i vores afdelinger. Det har betydet ekstra omsætning lokalt og dermed øget dækningsbidrag, tilføjer driftsdirektør Martin Skorstensgaard og fortsætter:
- Netop effektivitet, og vores enkle driftsmetoder, er blandt nøglerne til vores eksistens og vækstgrundlag. Samtidig er fremgangen af nye kunder øget markant.
Kædechef i omstrukturering
I 2017 og primo 2018 har Skorstensgaard fokuseret meget på ledelsesoverskud i organisationen for at kunne håndtere vækstambitionen, og tiden er nu moden til omstrukturering af ledergruppen i Skorstensgaard.
Skorstensgaards grundlæggere - Anders og Martin Skorstensgaard - vil i fremtiden have vækst, udvikling samt digitalisering som de primære opgaver. Derfor er ledergruppen pr. 1. maj 2018 udvidet med tiltrædelsen af Michael Lauesen, der, med titlen kædechef, får indflydelse på vækststrategien og især opsøgning af potentielle partnere, franchisetagere, generationsskiftemodne værksteder og nye værkstedslokationer.
Ledergruppe klar til massiv vækst
I ledergruppen er også Joran Lilholm, der er driftschef med ansvar for Skorstensgaards eksisterende afdelinger samt implementering af nye initiativer i afdelingerne. Joran Lilholm har ligeledes indflydelse på vækststrategien.
Hanne Berg er økonomichef med ansvar for regnskabsafdelingen og kontakt til alle finansielle partnere.
- Med vores top-tunede ledergruppe forventes vi at skabe markant vækst i 2018. Målsætningen er at fordoble antallet af værksteder fra 9 til 18 enheder, og vi forventer at åbne 6-10 afdelinger om året frem over, siger Anders Skorstensgaard.
Væksten vil være en blanding af nye afdelinger, som startes fra bunden, samt overtagelse af eksisterende værksteder, der ønsker at afvikle deres forretning som et led i et generationsskifte eller danne partnerskab med Skorstensgaard.
Skorstensgaard beskæftiger i dag ca. 200 medarbejdere fordelt på 15 afdelinger.
Skorstensgaard styrket mod nyt væksteventyr
2017 blev et rekordår for den frie værkstedskæde Skorstensgaard. En kædechef er ansat for at geare kæden i forventning om en fordobling af antal værksteder allerede i år.