STATISTIK Solskin og sydlandsk varme får åbenbart købelysten og køreglæden til at stige. Mange danskere valgte således at kikke og købe ny bil i aircondition-kølede lokaler hos landets bilforhandlere i sommervarmen. I juli kom 16.449 nye biler ud at køre - et fint plus på 8,2 procent i forhold til sidste års salg i juli på 15.208 biler, hvor vejret i øvrigt var af en helt anden og våd kaliber.
Året har efter syv måneder resulteret i 137.199 nye personbiler, hvilket er blot 1,3 procent under de 139.005 biler sidste år - der er således, om end ikke i absolutte tal, så alligevel tale om et rekordhøjt bilsalg.
Direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen uddyber:
- Bilsalget i juli var absolut tilfredsstillende og det lader til, at de ferieramte danskere har haft købelysten intakt på trods af hedebølgen. Og juli er ikke den eneste måned, hvor bilsalget har været i højt gear - hele året har været absolut stabilt og ganske højt. Vores konklusion er derfor også, at det går godt for danskerne og økonomien i samfundet; danske forbrugere og virksomheder fortsætter med at købe lidt større biler og typisk også med mere sikkerhedsudstyr. Vi forventer, at tendensen holder de kommende måneder, siger Gunni Mikkelsen.
Segmenter opper sig
Den overordnede tendens er stadig, at danskerne fortsætter med at rykke over i lidt større - og ikke mindst sikrere - biler i 2018. Altså færre af de mindste biler, et stabilt mellemsegment og en stor stigning blandt SUV’er - primært blandt de såkaldte crossovers.
Mikrobilernes andel er faldet fra cirka 17 procent sidste år til nu kun at udgøre 10 procent her i 2018. B-segmentet har i mange år været det mest solgte i Danmark, idet vores biler generelt er lidt mindre end i vores europæiske nabolande - andelen ligger på cirka 25 procent for år til dato (et minimalt fald sammenlignet med sidste år).
De seneste måneder har vi dog set, at SUV-segmentet har overhalet indenom. Vi ser et mindre fald i den lille mellemklasse (C-segmentet) fra 18-20 procent de seneste år til nu at være cirka 17 procent.
Den store mellemklasse (D-segmentet) er rykket et par procentpoint op til nu at udgøre knap 11 procent for de første syv måneder af 2018.
Højdespringeren er crossovers i SUV’ernes J-segment, som altså er sprunget fra at udgøre omkring 17 procent af markedet for sidste år til i 2018 at udgøre en andel af det samlede salg på knap 27 procent.
- Nu hvor bilafgifterne er sat ned ad flere omgange de seneste par år, fortsætter tendensen med, at danskerne køber lidt større biler - flere har fået mulighed for at rykke et nummer op i bilstørrelse for de samme penge. Det betyder også, at flere går efter de mere rummelige biler, hvor der er plads til hele familien. Og det betyder heldigvis ikke, at man behøver at gå på kompromis med miljøet, da mange af de større biler fås i modeller, der er ligeså grønne som mikrobilerne, der altid har haft ry for at være meget brændstoføkonomiske, siger direktør hos De Danske Bilimportører, Gunni Mikkelsen.
Bilkøb fulgte isvaffelsalget i sommervarmen - opad
Godt otte procent flere biler rullede ud over bilforhandlerens kantsten i feriemåneden juli i forhold til sidste år.