23948sdkhjf

Privatleasing af biler har fået et hårdt politisk slag

Markedsandelen for privatleasing af biler er blevet halveret efter et politisk indgreb i efteråret

Efter flere års markant vækst er markedet for privatleasing af biler blevet hårdt ramt i forbindelse med regeringens indgreb mod leasingbiler i oktober 2017. Det skriver Jyllands-Posten.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af nyregistrerede privatleasede biler sidste efterår blev halveret fra den ene måned til den næste.

Privatleasing er langtidsleje af en bil. Det vil sige, at man lader et finansieringsselskab købe en bil og leje den til sig for en månedlig ydelse, hvor service er inkluderet i prisen.

Og selv om antallet af privatleasede biler er steget igen siden det drastiske fald, har privatleasing tabt ganske betydelige markedsandele.

I maj 2018 var 14 procent af nye biler i husholdningerne privatleaset. Men inden den politiske indgriben, som medførte en omlægning af registreringsafgiften, var andelen dobbelt så høj.

Christian Brandt, der er direktør i leasingfirmaernes brancheorganisation, Finans & Leasing, genkender tallene. Men han er fortsat optimistisk på privatleasingens vegne.

- Tallene taler for sig selv, men vi bemærker også, at de er på vej op. Vi tror meget på, at leasing er en del af en megatrend, som er så kraftig, at andelen vil fortsætte med at vokse, siger han til Jyllands-Posten.

Det politiske indgreb i efteråret 2017 betød, at alle leasingbiler skal have genberegnet registreringsafgiften efter fire måneder med udgangspunkt i værdien af tilsvarende brugte biler, der er sat til salg.

Systemet betegnes i branchen som et kæmpemæssigt administrativt cirkus.

Derudover besluttede et politisk flertal at sætte registreringsafgiften ned, og begge dele har gjort leasing mindre konkurrencedygtigt, mener Christian Brandt.

Men han påpeger, at mange leasingselskaber også tilbyder billån, og derfor er det ikke alle selskaber, der er lige hårdt ramt.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094