23948sdkhjf

Nissan vinder international pris for klimaløsning

Den japanske producent hædres for mærkets bil-til-elnet-system og anvendelsen af brugte batterier.

BÆREDYGTIGHED Nissan har vundet prisen Excellence in Climate Solutions Award for sit arbejde med udviklingen af elbilsteknologi og energiforsyningssystemer.

Prisen er en del af FT/IFC Transformational Business Awards, som uddeles af avisen Financial Times og Den Internationale Finansieringsinstitution, som er medlem af Verdensbankgruppen. Nissan blev specifikt anerkendt for sit bil-til-elnet-system og sine systemer til anvendelse af brugte batterier.

Prisuddelingen fokuserer på banebrydende, kommercielt bæredygtige løsninger på udfordringerne i den globale udvikling. Af tidligere prisvindere kan nævnes Cross-Boundary Energy Fund i Kenya, Rwanda og Ghana, som forbedrede solcellesystemers effektivitet, og Piramal Foundation i Indien, som anvender teknologi til at give beboerne i landsbyer adgang til sikkert drikkevand.

Nissans bil-til-elnet-system (V2G) gør det muligt at føre strøm fra elbiler tilbage til elnettet. Det kan gøre elnettet mere stabilt og sikre anvendelse af mere vedvarende energi. Det kan også hjælpe forbrugerne med at styre deres energiforsyning.

Nissans energilagringssystemer med brugte batterier bruger batterier fra Nissans elbiler LEAF og e-NV200. Batterierne omdannes til energilagringsenheder til private hjem og andre bygninger.

Koncernens arbejde med udviklingen af elbiler og energiløsningsteknologier er en del af Nissan Intelligent Mobility-visionen, der går ud på at ændre, hvordan biler køres, hvad de skal drives af, og hvordan de integreres i samfundet.

- Denne anerkendelse er en blåstempling af Nissans kontinuerlige arbejde med at integrere elbilsteknologien i samfundet, siger Daniele Schillaci, som er Executive Vice President hos Nissan. Han fortsætter:

- Fra lanceringen af den første masseproducerede elbil, Nissan LEAF, til udviklingen af bil-til-elnet-teknologien – med vores Nissan Intelligent Mobility-vision vil vi fortsætte med at vise vejen mod en nul-emissions-fremtid.

Nissan lancerede for nyligt Nissan Energy Solar for forbrugerne i Storbritannien. Pakken omfatter integrerede solcellepaneler, batterilagring og et husholdningsenergistyrings-system.

I Danmark har Nissan været involveret i en række V2G-projekter, blandt andet med Frederiksberg Forsyning og projektet Parker, der skal demonstrere moderne elbilers evne til at støtte og balancere et elnet baseret på vedvarende energi.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156