Retrotest: Hvordan mon det var på Le Mans?

RETROTEST Jaguar. Et af de helt store mærker på Le Mans. Faktisk i liga med Ferrari, Audi og Porsche. Englænderne vinder mange gange på den franske bane i midt-50’erne med D-Typen. Dernæst igen i 1988 og igen i 1990, der er en sejr, vi danskere husker. 1990 er jo året, da John Nielsen som første dansker vinder på Le Mans. Den lilla Silk Cut-Jaguar.

Nielsen - og Cobb og Brundle i øvrigt - vinder Jaguars syvende og foreløbigt seneste sejr og bliver dermed fjerdemest vindende bilmærke på den franske bane.

Men selv om Jaguar D-Typen hverken var den første Jaguar, der vandt og heller ikke den med John Nielsen, er den måske fortsat den mest berømte af dem alle. For sin karakteristiske finne bag køreren. Og for dens store bremseevne. For Jaguar D havde som den første skivebremser. Skivebremser!

D-Type og i øvrigt to andre Jaguarer, C- og E-Typen møder jeg i dag på Englands Formel 1-bane, Silverstone.

At køre de to på Le Mans ville selvfølgelig være oplagt; men da Jaguar er et nummer mere engelsk end A Pint of Beer på pubben skal der selvfølgelig være engelsk asfalt under crossply-dækkene. Så derfor: Silverstone.

På mange måder er oplevelsen bag rattet i de to Old English Racing Green-lakererede Jags den samme. Rent teknisk er der dog en afgørende forskel: Den gamle er bygget op omkring et rørgitterchassis beklædt med karrosseridele af aluminium.

Mens D! D-Typen var ikke bare en revolution i bremser, den var bygget op omkring en monocoque af alu-plader.

Det er den. D-Typen, der vandt på Le Mans for første gang i 1955. Til en værdi i omegnen af ... ja, hvad præcis denne bil er værd, taler vi ikke om. Men der er handlet en D-Type til over 120 mio. kroner.

Så en D-Type i mørkegrøn parkeret i pitten på Silverstone. Vil du med en tur?

Selvfølgelig er det første, du noterer, halefinnen. Der i øvrigt ikke bare skulle se blæret ud. Funktionen var at gøre bilen mere stabil ned ad dengang fem kilometer lange, lange, l a n g e langside til Mulsanne. Dernæst bli’r du sikkert overrasket over, hvor lille bilen rent faktisk er.

Og videre: Det er let at komme ind bag rattet. Bilen har jo døre, så det er bare at åbne og stige ind. På den måde er D-Typen helt modsat en hvilken som helst moderne racerbil. Her er det et hyr at kravle ind. Men ikke i en D-Type.

Nede i sædet. Du konstaterer at pladsen nærmest er enorm.

Lige for næsen har du et kæmpe trærat - den engelske stil er uomtvistelig. Og dér, lige ved din venstre hånd står en lille aluminiumsgearstang; pænt pakket ind i en Jaguargrøn lædermanchet. Nyydeligt.

Når du kigger til venstre, ser du en kæmpe omdrejningstæller, der kører den forkerte vej. De der englændere; de kører i den forkerte side af vejen, rattet sidder i den forkerte side af bilen, og omdrejningstælleren løber den forkerte vej.

Du er jo gæst hos et privat team. Så et lille hold af mekanikere har gjort bilen klar. Motoren er varmet op, du får at vide, at den er i bedste form. Bremserne er kørt varme. Der er ingen punktering. Er du klar til at køre?

Så er det bare at starte, gribe gassen med højre fod. Sætte i gear, koble til og bare køre. Du forbløffes over, hvor let bilen er at køre ned ad pitlane.

Men ude på Silverstones racerasfalt. Hvor andre klassiske biler tonser forbi. Hvor alvoren går op for dig. Alt komfortabelt og let forsvinder.

Hvis du er en høj person, opdager du, at du sidder lige lovlig højt i bilen; hjelmen stritter ud og fartvinden får dit hoved til at woble. Du må forsøge at "kravle" ned i sædet - og nej, det er ikke let, for du er jo spændt fast i selen. Men du kan jo forsøge at gøre dig lidt duknakket. Hvis det lykkes er du nu dejligt "inde" i bilen. Du er på vej ned til den første skarpe højre, der fører om bag pitten.

Men nu opdager du, at gearkassen slet ikke er let at have med at gøre. Det er ikke bare at skifte fra trin til trin. Gearskiftet går aldrig let i gamle biler. Og heller ikke i denne D-Type.

Gearkassen forlanger langsomme skift, den vi ha’ tydelig mellemgas og i det hele taget en mild hånd. Men når alt dette går op i en enhed, spiller boxen alligevel en smuk melodi. Akkompagneret af et pragtfuldt 6-cylindret symfoniorkester. Det er bare lyden af en sund racermotor med karburatorer.

Da jeg kørte med bilen, kom jeg til at tænke: Kan man sige sætningen, "jeg elsker karburatorer?" Og svaret gav sig selv: Ja, selvfølgelig kan man det. Du vil sikkert opleve det samme, når du nu er på gassen ned ad bageste langside.

Selvfølgelig kører din Jaguar på diagonale Dunlop racerdæk; crossply-dæk, som de siger i pitten. Altså høje, smalle dæk med mønster. Helt modsat af moderne racerdæk. Og da du styrer ind i venstre/højre-svinget inden langsiden, opdager du, hvad det betyder:

D-Typen nærmest ruller hen over dækkene. Det konstaterer du i alle banens sving. Men din Le Mans-Jaguar er ligeglad; den svarer med at balancere mildt med små bevægelser hen over dækkene.

Efter nogle omgange har du Jag’en i din hånd: Du er i stand til at filtrere unøjagtigheden fra dækkene fra. Nu mærker du en racerbil, der drejer ind i sving uden tøven. Og som balancerer med en anelse overstyring. Men som aldrig bare giver slip med bagdækkene.

Det er at balancere på den gode, gammeldags måde dette her.

Bremserne! Det er jo skiver. Det ved vi jo. Mekanikerne har jo kørt et par omgange med bilen, de har garanteret, at skiverne er friske og helt lige og at klodserne er nye. Men om D-Typens skiver stopper hurtigere end biler fra samme periode med tromler, opdagede jeg ærlig talt ikke - så hurtigt kørte jeg heller ikke. Men det gør du måske. I så fald vil du konstatere en af grundene til, at Jaguar D-typen vandt så mange løb. På Le Mans. Og hvor som helst.

Du farer forbi pitbygningerne igen. Kører ind i den lange højre i 3. gear. Svinget åbner sig - du gi’r mere og mere og mere gas. Og nu - bare the Pedal to the Metal.

Der er mere og mere fart i dig og din Jaguar. Pludseligt er du slet ikke på Silvertone. For lige derhenne dukker Le Mans-banens ikoniske Dunlop-bro op. Du farer hen imod den. Men i dit bakspejl dukker en grå skygge op. What! Det er jo Fangio i sin Mercedes. Du holder på. Han skal ikke få dig. Ingen skal nogen sinde overhale Hawthorn.

Og slet ikke lige nu. For du fører feltet an her på Le Mans år 1955. På vej til at vinde en af de helt store Jaguar-sejre.